// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tove Alsterdal: Begravet i stilheden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Tove Alsterdal: Begravet i stilheden

Skrevet af den 9. november 2012 – 07:48Ingen kommentarer

Katrines mor er syg og er kommet på plejehjem. Da Katrine skal hjem og rydde op i sin mors lejlighed i Stockholm, finder hun, blandt den uåbnede post, flere breve fra en ejendomsmægler, der har en køber til moderens ejendom i Tornedalen nær den finske grænse. Det kommer noget bag på Katrine, da hun ikke anede, at moderen havde en ejendom. Og da budet fra køberen er ganske højt, bliver hun nysgerrig og tager til Tornedalen for at se nærmere på det.

I Tornedalen opdager hun hurtigt, at der ligger flere hemmeligheder begravet. Flere ting hænger ikke sammen med det moderen har fortalt om sin barndom og alle de lokale har deres version af sandheden.

Kort forinden Katrines besøg i Tornedalen, er ejeren af nabohuset fundet myrdet på sin grund af sin egen økse og en russisk gangster slår sin forretningspartner ihjel i Sankt Petersborg og flygter over grænsen.

Disse tre historier er naturligvis forbundet og på bedste Tove Alsterdal-maner lægges puslespillet i en rækkefølge og i et tempo, så spændingen bevares næsten til det sidste.

Ofte kan jeg blive ganske utålmodig, når jeg læser en bog, der indeholder flere separate historier, som man selvfølgelig ved er forbundet på den ene eller anden måde, men hvor forfatteren ikke formår at finde den balance, der skal til for at bevare momentum. Den kunst mestrer Alsterdal i den grad og hendes kobling af historisk fakta om Sovjettiden, dens efterdønninger i nutiden og persongalleriet er sat smukt sammen i denne krimi-slægtsroman.

Gad vide hvad der gemmer sig af gamle familiehemmeligheder i din egen familie…? Det er i hvert fald ikke småting, den uvidende Katrine stifter bekendtskab med.

Se også bogblogger.dk’s anmeldelse af Kvinderne på stranden af samme forfatter her.

Tove Alsterdal, Begravet i stilheden, Mrs Robinson, juli 2012, 416 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.