Det er bestemt ikke et nemt emne, Lelic tager op i ”Drengen der slog ihjel”. 12-årige Daniel Blake har slået en jævnaldrende pige ihjel. Forbrydelsen er forfærdelig, og udåden forstærkes af, at et seksuelt motiv spiller ind.

Romanen kredser om, hvordan vi reagerer og håndterer et barn, der har gjort noget helt uforståelig grusomt. Bør man overhovedet interessere sig for, hvad der får morderen til at udføre udåden, eller skal vedkommende blot spærres inde? Er det i orden at foretrække den koldblodige hævn i stedet for forståelse? Det er nogle af de spørgsmål, som den unge morders beskikkede advokat Leo Curtie må stille sig selv efter, at han accepterer at forsvare barnet.

Efterhånden som Leo gradvist kommer ind på livet af drengen og lærer mere om hans fortvivlende barndom, står han mere og mere alene. Det lille provinssamfund ønsker en hurtig afgørelse, og det samme gør medier, kolleger og chefer på advokatkontoret. Grundlaget skrider under Leo, der martres af sagen og hans families skridtvise opløsning. Hans skrøbelige teenagedatter forfølges i skolen, da faderen er den eneste, som taler drengens sag og forsøger at forstå hans meningsløse handling. Alt for længe overhører Leo signalerne fra familien og selv trusselsbreve mod familien vælger han at holde hemmelige. Indtil det går galt, og tragedien rykker alt for tæt på dem, Leo elsker højest.

”Drengen der slog ihjel” inviterer inden for i enhver forælders ultimative mareridt. Det gør den spændende og velfortalt, og den får imponerende mange facetter med i efterspillet og konsekvenserne. Der smøres lidt vel tykt på i den dramatiske sidehistorie om Leos teenagerdatter, men det skæmmer ikke helhedsindtrykket af en dyster og intelligent fortælling om handlinger, der er uforklarlige og derfor fristende at kategorisere som blot og bar ondskab.

Simon Lelic, ”Drengen der slog ihjel”, Forlaget Punktum, 280 sider, September 2012, Oversat fa Michael Krefeld