Når man lukker sidste side i sin bog, kan man nogle gange ønske, at man ikke havde læst den. Måske har den været spild af tid. Måske er den dårligt skrevet og utroværdig. Måske er der beskrevet ting i den, som man ikke havde lyst til at vide. “Gadefejeren” er hverken spild af tid eller dårligt skrevet, men flere af dens historier om nazisternes kz-lejre og den blodige borgerrettighedskamp i USA, er så ubegribeligt grusomme, at jeg hellere ville have været foruden.

Men det er netop bogens pointe og budskab; vi er nødt til at konfrontere det værste. Registrere, dokumentere, fortælle om det. For ikke at glemme. For at komme til det punkt, hvor man kan tilgive og holde fast i det gode. Det er den stærkeste måde at undgå, at forbrydelserne gentages.

Romanen har mange hovedpersoner. En af dem er den sorte mand, Lamont Williams, der er løsladt efter seks år i fængsel. Nu er han ansat på prøvetid som pedel på Manhattan Hospital – et job, han for alt i verden vil beholde, da det giver ham et håb om en lysere fremtid. På hospitalet indleder han et umage venskab med mr. Mandelbrot, en ældre patient, jøde og tidligere kz-fange i Auschwitz-Birkenau. Mr. Mandelbrot har en historie at fortælle, og Lamont lytter, som gjaldt det livet.

Et par blokke derfra, på Columbia University, kommer historikeren Adam Zignelik uventet på sporet af et lovende forskningsområde. Hans karriere hænger i en tynd tråd, så det det er i sidste øjeblik. Han finder dokumenter med interviews af kz-fanger, gennemført af en amerikansk historieprofessor umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning.

Lamont og Adam navigerer på hver deres måde gennem livet i dagens New York. Deres fortælling åbner op for verdenshistorien, for beretninger om borgerrettighedskampen i USA og nazisternes forbrydelser under verdenskrigen.

”Gadefejeren” er både bevægende og stærkt besværlig. Der er scener med skønhed og kærlighed, men også med det 20. århundredes absolutte lavpunkter. Konstruktionen er besværlig. Læseren må springe frem og tilbage i tiden og i persongalleriet. Der dukker nye relationer op mellem personerne hele tiden, deres historier væves ind og ud af hinanden via det ene sammentræf efter det andet. Enkelte steder er der lidt vel meget, som skal gå op og bindes sammen i fortællingens net. Men selv om det en besværlig og måske lige lovlig konstrueret historie, er det bestemt en bog, der er svær at ryste af sig. Flere dele af fortællingen bygger i øvrigt på sandfærdige historier, og Perlman dokumenterer via kildehenvisninger.

Elliot Perlman, Gadefejeren, Hr. Ferdinand, 2012, 608 sider, Oversat fra engelsk af Alis Friis Caspersen