Små solfugle i det fjerne er en gribende og smuk fortælling om kærlighed og slægsskab i et af Afrikas fattige lande.

Vi følger den 12 årige pige Blessing fra et liv i storbyen Lagos til et liv på landet i Nigeria. Det tager sin start den dag hendes mor finder sin mand ovenpå en en anden kvinde. Skilsmissen tvinger moderen til at flytte fra byen med Blessing og Blessings bror. Alt er anderledes på landet, selv lugtene: “Luften lugtede ligesom en bog, der har været lukket meget længe, og af røg, som om jorden var brændt”.

Det er noget af en udfordring for den lille familie at flytte fra lejlighed i den fine ende af byen med elektricitet og indlagt vand og havne i en lille slidt bolig hos bedsteforældre hun ikke før har mødt, hvor vand hentes i brønden i landsbyen og skolegang på ingen måde er en selvfølge. Blessing falder til, men det er svært for hendes bror. Han holder sig mere og mere væk fra hjemmet og en dag går det galt.

Blessing er bogens fortæller, og sammen med hende undrer man sig over, hvordan der kan være råd til palmevin og cognac til morfar, når der ikke er penge til nyt tøj, mad og skolegang. Man undrer sig over hvad mormor laver, når hun pludselig tager afsted på en slags arbejde og hvor er Blessings bror, når han ikke er hjemme? Forfatteren mestrer antydningens kunst, hvilket gør bogen spændende og personernes liv interessante at følge.

Det er seriøst barsk læsning at følge de fattige kvinder, når de føder på en måtte på gulvet i en lille mørk og støvet hytte. Mindre barsk bliver det ikke, når kvinden må skæres op for at barnet kan komme ud og her mener jeg ikke bare det lille snit i mellemkødet som mange danske kvinder oplever, men det snit der skal til for at åbne kvindens skede efter at være blevet syet helt til. Velkommen til Nigeria.

Små solfugle i det fjerne er en af den slags bøger, som litteraturanmelderne ved dagbladede giver middel karakter og som læserne giver topkarakter. Formentlig fordi styrken i bogen ikke er selve det skriftlige værk, men derimod fortællingen (alt det der sker og ikke sker) og de personer vi følger. Og det er netop disse personer, der gør indtryk og som efterlader læseren med både sorg, frygt og glæde. Det der gør bogen anbefalelsesværdig!

Jeg blev i hvert fald rørt af Blessing og hendes oplevelser og ikke mindst af tanken om at der findes masser af Blessinger, der henter vand i landsbyens brønd, koger suppe på bål med Maggi terninger, græder og glædes og ikke mindst bliver voksne længe før os andre.

Christie Watson, Små solfugle i det fjerne, Forlaget Cicero, Januar 2012, 358 sider, Oversat af Marianne Linneberg Rasmussen.