Stine Bolther: Hævn
En ny krimiforfatter har skrevet sig selv ind på den danske krimiscene og har netop udgivet “Hævn”, som er en god og spændende krimi i bedste Anna Grue-stil. Som titlen afslører, er hævn motivet bag mordet på justitsminister Niels Henrik Hoff og hans ægtefælle. Hævn er set som motiv i efterhånden mange krimier. Men i denne bog af Stine Bolther gør det ikke noget.
Som i de fleste andre moderne krimier konkurrerer pressen med politiet om at komme først med en opklaring af mordet. I “Hævn” følger vi den unge kriminalreporter og single Lise Toft. Hun hvivles mere og mere ind i opklaringen og til sidst brænder tampen. Bogen er skrevet fra kriminalreporterens vinkel og derfor får vi overvejelser om kildebeskyttelse, presseetik, og prioritering af stoffet i formiddagsavisen med – og det er netop dette der gør, at bogen skiller sig ud fra den stadig stigende bunke af krimier. Stine Bolther har gennem 9 år selv arbejdet som kriminalreporter, og der er ingen tvivl om, at hun ved hvad den type arbejde går ud på.
Vi følger også den unge heltinde i privatlivet, hvor hun dog ikke har nær så stor succes som i arbejdslivet. Lise Toft er sød og charmerende, men bakser til trods herfor med kærligheden. Der er tale om en bog i den lette krimigenre på grænsen til chitlit, og for mig har det været ganske fin læsning i påskesolen. Efter sigende er der ikke planlagt flere krimier med Lise Toft på nuværende tidspunkt. Men skulle det vise sig, at Lise Toft kommer i en 2´er eller måske en 3´er, ja så holder jeg mig ikke tilbage for at læse dem også.
Stine Bolther er uddannet journalist og arbejder til daglig som kriminalreporter på Ekstra Bladet. Hun har tidligere skrevet bestselleren “Drabschefen” fra 2006 om Ove Dahl fra Københavns Politi.
Stine Bolther, Hævn, Politikens Forlag, Marts 2009, 272 sider.
Stine Bolther er kendt for en ofte noget overfladisk dækning af ulykker og kriminalhistorier i EkstraBladet.
”Hævn” fortæller en lidt tynd historie om forfatterens egen hverdag personificeret ved kriminalreporteren Lise Toft, der til forskel fra den lidt mere kedelige virkelighed på EB udlever forfatterens drømme om at kunne løse en mordgåde.
Plottet er lidt tyndt og personbeskrivelserne svage. Hovedpersonen har rod i Nordjylland men lever et kompliceret singleliv i KBH. Læseren får dog aldrig lov at komme ind bag ved Lise. Hvorfor har hun problemer med det andet køn og hvad består hun egentlig af?
Bogen indeholder en del faktuelle fejl, der selvfølgelig kan tilskrives forfatterens frihed til at tilpasse virkeligheden. Eksempelvis ringer Lise Toft adskillige gange til drabschefen Søren P. Hver gang har han skam både tid og lyst at tale med journalisten. Det er vist kun i journalisternes idealverden at det forekommer. I et andet tilfælde har Lise brug for en oplysning fra en fange på Vestre Fængsel. Hvad gør hun – jo hun ringer da blot til ham ! Fangerne har ikke telefon på cellerne i den virkelige verden?
Til gengæld beskriver bogen glimrende hvorledes sensationspressens omdrejningspunkt omkring selve historien indsnævrer journalistens synsfelt. Ganske mange kræfter bruges på at beskrive jagten på ”scoop’et”. Det at have sit navn på forsidehistorien, at være før kolleger og konkurrenter. Det er ikke ønsket om at afdække uretfærdigheder, at finde sandheden der tæller. Det er alene tophistorien, der er målet. Deadline og byline betyder alt. At kolleger, ofre, pårørende – ja selv sandheden må lide undervejs er uden betydning.
Selve plottet omhandler et bestialsk mord på landets Justitsminister og dennes hustru. En spændende ide, der lægger op til interessante vinkler såvel politisk som efterforskningsmæssigt. Desværre visner historien stille og roligt. Hvert kapitel starter lidt trættende med Lises jagt på den næste forsidehistorie.
Jeg er nok færdig med Stine Bolther !