Jack Ludrow: Normannerne
I bogen Normannerne er de gode virkelige gode, og de onde er virkelig onde. Heste er noget, man styrer med lårene og kvinder er nogen, man voldtager. Med mindre man, som den ene hovedpersons søster Berengara er, arving til en titel – hun bliver kun forsøgt penetreret. Bogen er den første del af en trilogi om vikingernes efterkommere.
Normannerne er en klassisk ridderbog, der underholder læseren med lange kampbeskrivelser, hvor glohed olie, dansende hest og kæmpe vikingemænd stående i stigbøjlerne er uundværlige ingredienser. Det er spændende og beskrivelserne er meget livagtige.
Bogen er skreven over den velkendte model, hvor uretfærdighed tvinger hovedpersonerne Vilhelm og Drongo til at forlade deres faders jord og søge lykken som lejesoldater. Og krige er der nok af, bogen foregår i år 1033 i Italien, hvor magten forsøges fordelt mellem Byzantium, Salaerno, Capua og den katolske kirke.
Samtidigt myrdes Guaimars far og hans gravminde vanæres. Så må han og søsteren Berengara også give sig af sted for at generobere det lensdømme som faderen tabte og opbygge nye alliancer mod Prinsen af Capua Pandulf. Pandulf er naturligvis kæmpeond. Han torturerer og udpiner sine omgivelser meget mere og længere end andre magthavere ville være bekendt at gøre det. Og så begynder intrigerne og det historiske perspektiv flettes ind. Desværre er konspirationerne på højde med de, der bliver udtænkt i nutidens politiske ungdomsorganisationer – og de fanger ikke an som geniale. Især fordi man på nuværende tidspunkt i bogen ikke er i tvivl om, at de gode vinder.
Det er en bog, som er god i sommerhuset, men man kan også sætte en dvd på og få samme fornemmelse – blot hurtigere.
Jack Ludlow, Normannerne, 361 sider, Forlaget Punktum, September 2012.