Raimond Gregorius’ liv består af at undervise gymnasieelever i græsk og latin i Bern i Svejts. En regnfuld morgen møder han portugisisk pige, português. Det vender op og ned på hans ellers velordnede liv. Han forlader sin elever midt i timen og vandrer rundt i Bern og kommer forbi en spansk boghandler og køber her bogen Um ourives das palavras af Amadeu Inácio de Almeida Prado. En ordenes guldsmed. Bogens portugisiske sætninger forandrer Raimund. Bogen handler om, forklarer boghandleren, at være sin egen arkæolog og grave efter de skjulte erfaringer.

Enten stiger man som læser af allerede her, eller også bliver man siddende resten af bogens 478 sider. Jeg blev hængende og mens jeg læste i S-toget til Værløse:

Jeg bor i mig selv som i et kørende tog. Det er ikke frivilligt at jeg er steget på, jeg havde ikke noget valg og kender ikke bestemmelsesstedet. En dag i en fjern fortid vågnede jeg op i min kupé og følte den rullende bevægelse. 

Gregorius vil vide mere om Prado og tager toget til Lissabon og begynder at støve hans bekendte op, hans gamle gymnasium – alt mens han læser optegnelserne fra en portugisisk læge, der redder en af diktaturets bødler og aldrig kommer over dette. Et vidunderbarn, der gør hans lærere utrygge med sin viden og som ganske ung låser sig inde i biblioteket for at læse. Mest bemærkelsesværdigt ved gymnasiets afslutningsfest, hvor han – på latin – holder en tale, der giver Gregorius mindelser om Cicero:

Jeg ville aldrig kunne leve i en verden uden katedraler. Jeg har brug for deres skønhed og ophøjethed. Jeg har brug for dem som en modvægt mod verdens banalitet.

På denne måde skifter romanen mellem Prados egne optegnelser og Gregorius’ samtaler med de personer der kendte ham: Søsteren der er gået i stå, da broderen døde, hans gamle lærer, barndomsvennen. På den måde lærer vi Prado og os selv lidt bedre at kende. Sammen med Gregorius er vi på en opdagelsesrejse til Lissabon og en svunden tid. Men vi kommer også ind i Gregorius’ sind og vores eget.

Jeg kan varmt anbefale bogen, særligt til længere togrejser – måske til Lissabon – for jeg var adskillige gange ved rejse for langt. Bogen er trykt i 1,5 millioner eksemplarer på tysk og er oversat til 15 lande.

Pascal Mercier: Nattog til Lissabon. Tiderne Skifter, 2007.