Det er nu 20 år siden, at Patricia Cornwell introducerede sin heltinde, retsmedicineren Kay Scarpetta fra Richmond, Virginia. Det skete med den isnende spændende ”Postmortem”, hvor en seriemorder er på spil i en række kvinders soveværelser.

Gennem møjsommeligt og intenst arbejde lykkes det Scarpetta at spore sig ind på morderen sammen med sit faste team, der går igen i de knap 20 romaner, som har efterfulgt ”Postmortem”. Vi møder Pete Marino, en ubehøvlet grovsmed af en efterforsker; Lucy, der er datageni a la Lisbeth Salander og Scarpettas niece, og så Benton Wesley, en dannet FBI-agent og psykolog med speciale i psykopater og seriemordere. Det er dette team, som den knastørre og nærmest geniale retsmediciner Scarpetta omgiver sig med.

Hun er lige så skarp, som de instrumenter hun bruger til at skære og save i ligene efter ofte bestialske forbrydelser. Og hun forstår at få de døde til at tale! Cornwell har arbejdet som computerekspert på det retsmedicinske institut i Virginia, og hendes detailkendskab fornægter sig ikke. Hun skriver meget detaljeret om lig og obduktioner. Til tider lidt for detaljeret, men det er teknologien, ekspertisen og instrumenterne, der graver de spor frem, som driver plottet og i sidste ende leder til afsløringen af forbryderen.

Scarpetta er nu udstationeret ved Port Mortuary, Dover Air Base. Men pludselig må hun tilbage til sit lighus, da det viser sig, at en nyligt afdød ung mand har blødt kraftigt i sin ligpose. Det burde ikke kunne ske, og måske har den unge mand været i live, da han blev lagt på køl? Det viser sig heldigvis ikke at være tilfældet, men sagen er bizar, for manden har tilsyneladende ufrivilligt filmet sig egen død. Røntgen-scanninger afslører chokerende detaljer om indre kvæstelser, og Scarpetta indser, at hun er oppe mod stærke kræfter, ny våbenteknologi og forskere, der arbejder med robotter. Sagen tager en dramatisk drejning, da en lille dreng findes myrdet, og den mulige gerningsmand kan være tættere på vores hovedperson, end hun bryder sig om.

”Dødens Havn” er ikke så intenst spændende som ”Postmortem” – det ville også være meget at forlange. Men der er en fin balance mellem plottet og en stadig mere dybtgående afdækning af Scarpettas fortid og personlighed. Det fungerer, og bogen viser, at Cornwell stadig kan fange sin læser effektivt.

Patricia Cornwell, Dødens Havn, Rosinante, 444 sider, Oversat af Ingeborg Christensen