Bogen er velskrevet, spændende og til tider uhyggelig, men den er også hundrede sider for lang. Det vender jeg tilbage til.

Bogen tager sit udgangspunkt da man finder en hånd i maven på en skudt bjørn nær Kiruna i Nordsverige. Herefter sker en række hændelser, der på forunderligvis er kædet sammen over tid og familie. Bogen beskriver meget godt, hvor koldt og mørkt det er i Nordsverige og landby-settingen skaber en nærmest klaustrofobisk ramme. Det er en ramme, der går igen i hovedpersonen Rebecka Martinssons tanker om for- og fremtid. Netop derfor trækker fortællingen tråde tilbage til tidligere bøger. Så det handler om at holde tungen lige i munden og det er fordel at have læst Åsa Larssons andre bøger om den formodede storbyanklager, uden dette kendskab tror jeg, at man vil synes at personerne er for flade.

I bogens start er der nærmest bedre personkarakteristik af hundene end af menneskene. Der skal man lige være med på den præmis, at man naturligvis taler med sine kæledyr og derefter fortolker deres ansigtsudtryk som svar.

Sideløbende med historien i nutidens Kiruna følger vi også direktør Lungbloems og Elinas historie i 1914. Historien danner baggrund for de nutidige mord, men det har alt sammen med at blive for søgt, derfor bliver det heller aldrig nervepirrende spændende. Så måske var det bedre, hvis Larsson havde sparet de sider.

Nå alt det er sagt, tager bogen til sidst en spændende retning og dele af slutningen er umulige at gætte. Det trækker op, men kræver naturligvis, at læseren når så langt. Alt i alt – en gennemsnitlig bog, der kan læses i sommerhuset, når den kolde sommervind rusker i taget.

Åsa Larsson, Som offer til Molok, 363 sider, Modtryk, Juni 2012.