Jørgen Leth: Et hus er mere end en ting
“Et hus er mere end en ting” er tredje bind af Jørgen Leths erindringer. Første bind var “Det uperfekte menneske”, der vakte stor opmærksomhed og forargelse, da den udkom i 2005 med meget eksplicite beskrivelser af hvordan han tog kokkens datter bagfra. Tog hvad han mente tilhørte ham som koloniherre. Andet bind hed “Guldet på havets bund” og da den udkom i 2007 fik den lige så lidt opmærksomhed og omtale som den første vakte furore.
I anmeldelsen af “Guldet på havets bund” funderede jeg over, at der ville være stof nok i Jørgen Leths liv til at skrive en treer. Nu er den her, og svaret er et tjaaaa…
For Jørgen Leth har da naturligvis oplevet ting siden 2007. For eksempel mistede han alt hvad han ejede, da hans elskede Haiti den 12. januar 2010 blev ramt af et kraftigt jordskælv. Det skrev han allerede om i bogen “Haiti – kuppet, faldet, katastrofen” fra maj 2010. Men historien får nye detaljer og vi får hele fortællingen fra den skæbnesvangre dag og til Jørgen Leth mange måneder senere vender tilbage til Haiti.
Vi får også et indblik i tilblivelsen af filmen “Det erotiske menneske”, men derudover er det så som så med interessante fortællinger. Det kommer til at kredse lidt for meget rundt om hans kæreste og trivialiteter, om hvor han rejste hen og hvor han så rejste videre hen.
Det er da også karakteristisk at “Et hus er mere end en ting” kun er på 242 sider, mod bind 1’s 366 sider og bind 2’s 424 sider. Det er som om den store fortæller er ved at have fortalt hele sin personlige historie.
Bevares. Han er stadig en eminent historiefortæller, der lever et meget anderledes liv end mange af os andre. Men det bliver simpelthen alligevel for trivielt med opremsningen af hvilke restauranter han spiser på og den dur.
Jørgen Leth kommer slet ikke ind på Tour de France eller cykelsport i det hele taget. Et emne, som vi ved har en stor plads i hans hjerte.
Personligt holder jeg meget af Jørgen Leths bøger, digte, film og tv-optrædener som cykelkommentator. Jeg har hørt hans foredrag flere gange. Fået signeret flere bøger og har boks-settet med hans sportsfilm stående på reolen. Men man skal heller ikke som en automatreaktion bare finde alt fra Jørgen Leths hånd genialt. Jeg var meget kritisk over for “Haiti – kuppet, faldet, katastrofen”, som simpelthen var en alt for rodet og langtrukken gennemgang af Haitis tumultariske historie.
“Et hus er mere end en ting” er ikke dårlig. Den er bare på kanten til at være kedelig. Der mangler nerve, fortællelyst, en mission. Og så er der i virkeligheden ikke noget nyt under solen. For det meste er beskrevet i digtsamlingen “Hvad er det nu det hedder”, der er langt skarpere, intens og medrivende.
Jørgen Leth: Et hus er mere end en ting – det uperfekte menneske/3 – Gyldendal 2012. 242 sider. Udkommer den 14. juni på Jørgen Leths 75 års fødselsdag