Stine Askov (f.1976) romandebuterer med en af de morsomste bøger jeg længe har læst. Hun har som 15 årig bidraget til en novelleantologi og har vundet en konkurrence med et rejsebrev, men derudover har hun ikke hidtil haft en skrivende karriere. Til gengæld har hun arbejdet som en af hverdagens helte – nemlig som pædagog.

Bogens 29 årige jegfortæller Signe har ikke helt styr på tilværelsen. Hun ved det godt, men hun er usikker på, hvad hun skal gøre ved det. Hun er håbløs ærlig og når hun er på job vildleder hun kunderne i Matas på Fisketorvet. Egentlig vil hun hellere være forfatter. Hun dater bibliotekaren Uffe, som hun ikke er synderlig forelsket i og derfor påvirker det hende heller ikke at hendes far er overbevidst om at Uffe er bøsse. Signe bor i en toværelses lejlighed på Amager med brusekøkken – stedet hvor hun både vasker hår og steger bacon.

Signe er typen, der inviterer sin pæne nabo, som hun ikke kender, med som kæreste til børnefødselsdag søndag formiddag i Espergærde hos en snart tidligere veninde, hvis fikspunkter er speltboller, design og karriere. Den falske kæreste løber heldigvis med så meget positiv opmærksomhed at Signe næsten slipper for de besværlige obligatoriske spørgmål om job, uddannelse og civilstand. Og det var netop formålet med at slæbe ham med.

Hendes forældre bor i Kokkedal og når hun besøger dem får hun oftest en rest fra middagen i en plastikbøtte kastet i favnen på vej ud af døren. Hendes far gør ellers sit for at der ikke er rester efter dagens hovedmåltider. Signes søster er gift, har to børn og arbejder i en vuggestue. Men det eneste hun interesserer sig for er at se tv. Det gør hun så også en hel del. Signes mor er lettere irriterende og Signe oplever ofte samtalerne med sin mor “som at blive bidt af et lille dyr”.

Bogen er morsom, letlæst og underholdende. Der langes kærlige lussinger ud til forældre der muligvis mener det godt men blander sig for meget i de voksne børns liv, lussinger til dem der ser for meget ligegyldigt tv og lussinger til øko-spelt-jeg-har-mit-på-det-tørre-kvinderne. Vi zapper ind i Signes liv, den dag hun er til middag hos sine forældre for at fejre deres nye grå bil og vi zapper ud igen nogle måneder senere efter at hun netop har sagt sit job op. Der er ingen happy ending, Signe udvikler sig ikke undervejs, men vi andre får en “bid” af hendes liv og det er helt i orden læsning.

Om forfatteren er omgivet af folk med fede talemåder eller om de dukker op inde i hendes hoved vides ikke, men rammende og meget billedlige er de. Signe kommer hjem og finder Uffe udenfor sit hjem “Han lignede madpapir, der havde huset en leverpostej med rødbede” og i samme forbindelse “Nu så jeg, at han havde en flaske rødvin i hånden. Tanken om at drikke den sammen med ham var som at tænke på at holde et stykke papir i udstrakt arm i flere timer”. Det er ikke kun Uffe der er genstand for fatterens skarpe pen, Signes far får denne linje med på vejen “Min far lignede en, der havde taget lidt af cykelpumpen og så aldrig pustet det ud igen”. Og der er mange flere af den slags guldkornscitater!

Stine Askov, Bid, Gyldendal, Maj 2012, 168 sider.