Camille er 35 år, gravid og redaktør på et forlag i Paris. Året er 1975. Hendes mor er omkommet i en trafikulykke og mellem kondolencebrevene finder Camille et mærkeligt brev uden afsender. Først tænker hun, at det er en fejl, men da der tirsdag efter tirsdag dukker et nyt lignende brev op går det gradvist op for hende, at fortiden dækker over en hemmelighed.

Uden helt at forstå sammenhængen med Camille (selvom læseren nok godt kan lave lidt simpel matematik) møder vi den helt unge kvinde Annie i 1939. Hun er vokset op som enebarn i en landsby i Frankrig. Hendes bedste ven er drengen Louis, og hun er dygtig til at male. En dag møder hun en godt 10 år ældre kvinde, som inderligt ønsker sig et barn. Kvinden inviterer Annie ind i sit hjem og sit liv og sørger for at den unge kvinde har lærreder, pensler og maling til rådighed for sit talent. De to udvikler et særligt venskab og de indgår en aftale om at Annie skal være rugemor for kvindens kommende barn. Annie bliver gravid og barnet bliver født. Men intet bliver som de havde ventet.

Kvinden vil have sit barn. Og det vil Annie også. Kvinden bliver modbydelig og ondskabsfuld, og som læser fatter man stor sympati for den unge Annie, der er blevet udnyttet og som nu står magtesløs tilbage. Men så skifter bogen synsvinkel og man begynder som læser så småt at forstå, at det slet ikke er så enkelt. At der ikke kun er en ond kvinde og en god kvinde. Der er ikke kun én sandhed. Sandheden afhænger af synsvinklen.

Tirsdagsbrevene er en interessant fortælling om kærlighed, bedrag, løgne og ondskab. Det er også en fortælling om Frankrig i tiden lige før og under 2. verdenskrig. Vi hører derfor også om fattigdom, utryghed og mennesker på flugt. Men det er ikke krigen, der bringer kvinderne i den vanskelige og konflitfyldte situation, det er deres egne ønsker om at være mødre, ønske om kærlighed og om begær og truslerne, når det ikke bliver som de har planlagt.

Man skal holde tungen lige i munden, når man læser bogen. For der er lange afsnit hvor jeg-fortælleren med “jegstemme” refererer hvad en en anden person har fortalt og oplevet. Plottet er godt, man hænger på til det sidste, men det er til tider en anelse forvirrende at følge med i, hvem der siger og gør hvad.

Bogen er nomineret til den prestigefyldte franske pris Prix Goncourt de Premier Roman og er planlagt til at udkomme i 20 lande. Den udkom på fransk i 2010 og er forfatterens debut.

Hélène Grémillon, Tirsdagsbrevene, ArtPeople/Peoples Press, April 2012, 256 sider.