// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Herman Bang: Sommerglæder
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Herman Bang: Sommerglæder

Skrevet af den 8. juni 2012 – 09:40Ingen kommentarer

Herman Bangs Sommerglæder fra 1902 er netop udgivet i en ny udgave i forbindelse med 100-året for forfatterens død med et efterskrift af professor dr. phil. Hakon Stangerup.

Men hvorfor er det overhovedet interessant at læse klassiske bøger? Er det ikke blot noget der skulle overstås i gymnasiet? Svaret er nej! For det første er der en grund til at en klassiker er blevet en klassiker, netop på grund af kvaliteten i værket. Dernæst giver værket et indblik i en anden tid i en anden kultur, som kan være med til at give en forståelse af vores egen tid og kultur. Og som Hakon Stangerup så præcist skriver i sit efterskrift er Sommerglæder vigtig fordi den er skrevet ”på overgangen fra det gamle Danmark til det moderne, så at sige i skæringspunktet mellem to århundrede, og bogen giver et rigt facetteret kulturhistorisk billede af en brydningstid”.

Sommerglæder er fortællingen om det slidte østjyske sommerpensionat, der drives af ægteparret Brasen og finder sted lidt under et hektisk døgn en sommerdag i slutningen af 1890´erne. Det starter en tidlig morgen. Slagter Andersen kører rundt i byen med hestevognen og sælger kød ved folks døre. Samtidig et andet sted i byen er borgmesterens datter ved at gøre sig klar til et besøg på badeanstalten. Senere ruller dagvognen ind i byen efter at damperen er ankommet fra København til Aalborg. Byens beboere venter spændte. Men så skuffede de bliver! – da det viser sig at vognen er tom. Alle genoptager dagens opgaver men pludselig dukker der flere hestevogne op. Denne gang med passagerer og endda mange af slagsen.

Ægteparret Brasen skylder penge til alle i byen, hotellet er slidt, Hr. Brasen er doven og Fru Brasen er lettere sjusket med sig selv og rengøringen på hotellet. Tumult, panik og glæde opstår hos Familien Brasen, da de rejsende dukker op. For godt nok betyder gæster penge i kassen, men hvor skal alle disse mennesker sove? Og hvad skal der serveres?

Til trods for den relativt korte bog er der et stort persongalleri, som det ikke er helt nemt at holde styr på, hvor nogle omtales ved deres navn og andre ved deres profession. Sproget er lidt tungere og mere formelt end hvad man oplever i bøger skrevet i dag. Men til trods for, at det er over 100 år siden bogen udkom første gang, er den ikke utilgængelig og bestemt heller ikke uinteressant.

Især er det interessant at afdække hvad der optog folk dengang og hvad de talte om. I Sommerglæder tales der lystigt om andre mennesker, om cykler og lygter til disse, om platter fra Bing og Grøndahl, om musik og opera og om ægtefolk og skilsmisser. Og så prales der med udlandsrejser. Ganske som i dag taler de med hinanden, forbi hinanden, i munden på hinanden og om hinanden. Og som læser fornemmer man sagtens det leben, der er i spisestuen med snak på kryds og tværs om aftenen på badehotellet, mens Fru Brasen kæmper en brav kamp for at få maden til at række.

Det er byen Sæby der skildres og her holdt Herman Bang selv sommerferie som andre af datidens kunstnere. Han var inspireret af badehotellet i byen og af hotellets ejere i et sådant omfang at de kunne genkende sig selv i Sommerglæder, hvilket de naturligvis ikke var så glade for. Sommerglæder er et interessant, underholdende og muntret tilbageblik, der minder os om forskellen på rig og fattig, land og by, høj og lav og er skrevet af en dygtig forfatter. Måske skal Sommerglæder med i din sommerbagage?

Af andre netop udkomne klassikere der er værd at se nærmere på kan nævnes: Charles Dickens “David Copperfield”, Virginia Woolf “Mrs. Dalloway”, Tom Kristensen ”Hærværk”, Henrik Pontoppidan ”Lykke-Per” og Klaus Rifbjerg ”Den kroniske uskyld.”

Herman Bang, Sommerglæder, Rosinante, 160 sider, Juni 2012, Udkommet første gang 1902.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.