En gruppe vestlige læger og biologer har skabt et sandt helvedesvåben. De har designet en virus, der kun angriber folk af arabisk herkomst. Ofrene lider frygteligt, men målet helliger som bekendt midlet. Målet er at kunne kontrollere potentielle terrorister i de vestlige lande i tilfælde af, at terrorismen eskalerer. Der er udviklet en kur, og dem, der besidder den, besidder naturligvis en voldsom magt. Ved et uheld slipper den farlige virus dog ud af laboratorierne, og den breder sig som en steppebrand og smitter hundrede millioner mennesker i de arabiske lande. Og så er det kun et spørgsmål om tid, før virussen muterer og kan ramme dem, den egentlig skulle beskytte – alle os i den ”civiliserede” del af verden.

Vores hovedperson Hadron Eádduan er den lille brik, der bringer uorden i de stores spil. Han er blevet narret ind i et edderkoppespind af løgne, og hans særlige genetik og evne til at modstå smerte, gør ham til det ideelle forsøgsdyr. Da det lykkes ham at flygte, bærer han både sygdommen, og måske også nøglen til at få stoppet det biologiske våben, skabt og brugt af kyniske forskere og politikere, for hvem kontrol og magt er alt..

Der er smæk for skillingen, lidt dampende erotik og udpenslet vold og tortur i denne kulørte thriller. Stilen er dynamisk og hårdslående, og de mange forskellige miljøer og stemninger vækkes fint til live. En del af dynamikken opstår i kraft af de mange spring i tid og lande. Desværre bliver frekvensen af spring dog også romanens svaghed. Det bliver for svært at holde rede på de mange forskellige spor i handlingen. Desuden er der nogle passager i bogen, der er svære at fastholde som troværdige. Man overlever ikke at blive smidt ud af en helikopter i en brændende nordafrikansk ørken. Især ikke når man kort forinden har fået en kugle i panden og er blevet udsat for en totalt nedbrydende og lemlæstende tortur. Men når det er sagt, er ”Langs smertegrænsen” en lovende debut.

Thomas Clemens, Langs smertegrænsen, Modtryk, 414 sider, 2012.