Der er gået en rum tid siden jeg fik denne novellesamling fra forlaget Ostenfeld. Anmeldelsen har trukket ud fordi En dag uden sol, ikke er en bog der er lige ud af landevejen. Det er ikke en bog, hvor anmeldelsen skriver sig selv.

Nu hvor jeg læst flere af novellerne gentagne gange – og indrømmet: En enkelt novelle blev fundet for træg – er jeg parat til at sætte ord på min læseoplevelse.

Eksil er med sin fortælling fra oldtidens Rom for tung i travet og læner sig for meget op af fortidens magstrukturer til at fænge mig. Hovedet i krukken rammer derimod på fineste vis den gotiske tone som kendes fra Poe: Den unge bejler stæber efter rigmandens datter, de får hinanden, men kun kort. Pigens brødre dræber ham og smider ham i en mose. Døden kan dog ikke skille de elskende ad og hun drages på særeste vis til ligets hvilested. Ude af stand til at hjembringe liget, nøjes hun med hovedet. Hovedet opbevares i en krukke og om natten forenes de to i ånden. Herligt!

På samme vis bliver jeg revet med af Vraggods og Shöneberg, min elskede. Den uforløste erotiske undertone fungerer fint i samspil med de metafysiske elementer. De seks andre noveller må du selv gå på opdagelse i.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at debutanten Benjamin Lunøe kan sit stof. Novellerne er skrevet med afsæt fra skuldrene af store forfattere og det er gjort godt. For novellerne er både spændende og velskrevne, men deres svaghed er tæt beslægtet med deres styrke. For selvom forfatterens afsæt imponerer, er det som om fødderne sidder for trygt fast i fortidens forfatter. Ved genlæsning savner jeg Benjamins egen forfatterstemme. En stemme der bør være mere fokuseret og tydelig.

Jeg ser frem til at læse hans næste bog, der forhåbentligvis bliver mere homogen og helt sin egen. Men der skal ikke herske tvivl om at novellesamlingen En dag uden sol med tydelighed viser, at Benjamin Lunøe bærer kimen til et læseværdigt forfatterskab.

En dag uden sol, Benjamin Lunø, Forlaget Ostenfeld, 207 sider, November 2011.