I det indiske kastesystem er de ”urørlige” de lavest rangerende. Det er mennesker, som af nød er tvunget til at tage de religiøst urene jobs, bortskaffelse af døde mennesker og dyr eksempelvis. Om dette har været en inspiration for Feri Lainscek vides ikke, men titlen kunne antyde en sammenhæng til de romaer, som er centrum for bogens handling. Man kender dem af omtale som et omrejsende statsløst folkefærd og som tiggere i mange storbyer.

Her er det sigøjneren Lutvija, der fortæller sin slægts historie. Det er en beretning om opløsning, der starter med bedstefar Jorgas. Han har skrevet til Tito, men brevet får ham i fængsel, og herefter må han ernære sig som stensliber. Sønnen Ujaš har større succes som smugler, og det slår hans søn også ind på. Det er fortælleren Lutvija, hvis egen søn ender som junkie i Beograd.

Bogens tone starter i den lette ende med en grovkornet humor, og figurerne klovner rundt i deres triste og noget parodierede rejse mod opløsning. Efterhånden som fortællingen skrider frem, skifter tonen til en mere mørk og dyster stil. Dette stilskifte forvirrer. Fra den lette parodiske stil skal man mod afslutningen leve sig ind i noget lignende en tragedie. Jeg har svært ved at tage figurerne alvorligt, og det lykkes mig ikke at mobilisere følelser for dem. Bogen knækker over på midten, og det er ærgerligt for den første halvdel fungerer godt.

Feri Lainscek , De urørlige, Turbine, 160 sider, 2011, Oversat fra engelsk af Sofie H. Winiarczyk