Søren Schultz Hansen: Årgang 2012 – socialliv og samvær i en tid med de nye medier
Søren Schultz Hansen, der både er lektor på CBS og digital chef på et større reklamebureau, har skrevet en fin og tankevækkende bog om unges medieforbrug. Bogen bygger bl.a. på dybdegående interviews med 48 unge fra 1994 og 8 voksne mellem 30 og 50 år.
Når årgang 1994 er særlig interessant, skyldes det, at det er her internettet fandt sin nuværende form. Og i 2012 bliver de unge 18 år. Dermed er de i juridisk forstand voksne, og de første myndige, som hele deres liv har været omgivet af de mange interaktive medier. Forfatteren kalder aldersgruppen ”digitale indfødte”. Vi andre, der har lidt flere år på bagen, betegnes som ”digitale indvandrere”.
En af bogens vigtige pointer er, at det giver mindre og mindre mening at tale om en tilstand uden for medierne. Som ”digital indvandrer” (voksen) kan man være tilbøjelig til at anse de sociale medier, tv og computerspillene som et afbræk, en pause fra det virkelige liv. Det liv, hvor man vel at mærke oplever ægte, ubearbejdet nærvær med sine venner og familie. Men sådan er det ikke for årgang 1994.
Grænserne mellem samværet i klasseværelset, teenageværelset og de virtuelle mødesteder er udviskede. Det giver ingen mening at forsøge at definere, hvor den fysiske virkelighed ender, og den digitale starter. De mediebrugere, som er vokset op med de interaktive, mobile medier, skelner ikke. En af konsekvenserne heraf, er at værdien af livet afhænger af, hvor meget man er i medierne. Derfor filmes der, sms’erne fyger af sted i en lind strøm, og der bliver ringet fra mobiltelefonerne i et væk.
Skal man være bekymret for denne udvikling? Skulle de unge hellere se at komme ud på fodboldbanerne og til guitarundervisning i stedet for at blive blege og blodfattige computernørder? Søren Schultz Hansen går meget fordomsfrit til emnet og er ikke så nervøs for udviklingen. De unge har en fantastisk evne til at multitaske, men på den anden side har de svært ved at koncentrere sig i mere end et par minutter ad gangen. Den manglende koncentrationsevne er i forfatterens optik en brugbar evne, når man skal kunne gebærde sig i et liv med masser af mobile og interaktive medier. Et forfriskende synspunkt og dem er der mange af i ”Årgang 2012”, som giver et troværdigt og dokumenteret indblik i, hvordan børn og unge har det med de mange nye medier.
Søren Schultz Hansen, Årgang 2012 – socialliv og samvær i en tid med de nye medier, Informations Forlag, April 2011.
[…] han tilfreds efter oplægget, som fokuserede meget på resultaterne af en række undersøgelser, som Søren Schulz Hansen har lavet i forbindelse med bogen ‘Årgang 2012’. Bogen omhandler den generation af unge, som han mener er den første generation, som for alvor er […]