// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jacob Kokkedal: Den Trofaste Bror 2 – Ørkenrose
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Fantasy

Jacob Kokkedal: Den Trofaste Bror 2 – Ørkenrose

Skrevet af den 29. april 2017 – 07:07Ingen kommentarer

I andet bind af fantasy-serien Den Trofaste Bror møder vi igen vandringsmanden Balt i følgeskab med nogle af første binds gamle skovvæsner, men ellers er både settingen og plottet frisk og nyt. Det betyder, at andet bind kan læses uafhængigt af det første, men jeg anbefaler det ikke. Første bind er brandgodt, så snyd endelig ikke jer selv for det.

Balt er vandret mod sydøst med sine venner fra Mørkskov, en mare fra fortiden og tre drabelige gnomer. Det varme klima har ikke gjort noget for at ændre hans vaner, hvorfor han er lige så skiden og fordrukken som altid, da han møder den unge eksilprinsesse, Jasmin. På Jasmins retmæssige trone sidder i stedet en bitter, blodsugende ekskurtisane ved navn Silassi, flankeret af hendes to håndlangere, en dæmonbesat galning og en frygteligt maltrakteret, men uovervindelig kriger. Og for at det ikke skulle være nok, er hun også allieret med en drage. Det er klart, at det onde herredømme må styrtes, men kan Balt erstatte det med den hævngerrige Jasmin, hvis credo ”blodet skal blive på bladet”, er alt andet end betryggende? Selvfølgelig ikke. Endnu engang må Balt agere vagabond, mentor, helt, mystiker og ikke mindst morder.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er kæmpe fan af Kokkedals ambitionsniveau. Ørkenrose er i stil med etteren, I Døden og Videre, omkring 500 sider lang, fyldt med utallige racer og mindre plots, mange af hvilke, peger videre mod seriens forhåbentligt lige så monumentale tredje bind.

Den altoverskyggende årsag til at serien, for mig, står som det bedste blandt dansk fantasy er, at man hos Kokkedal følger både heltene og skurkene. I genrelitteraturen er ondskaben ofte det mest interessante og dragende. Derfor har vi episke antagonister som The Joker, Grev Dracula og Darth Vader, der ofte er højere elsket end deres ærkefjender – heltene. Hos Kokkedal kan vi for alvor lade os omslutte af ondskabens svøbe og virkelig nyde sadismen og forfængeligheden. Det er fortrinlig læsning.

Bøgerne er begge ultravoldelige med rigtig meget action. I Ørkenrose får vi desuden beskrevet ubehagelige voldtægter og sex, hvilket jeg savnede lidt i etteren, for det er med til at understrege den dystre side af bøgerne, som adskiller dem fra mængden. Det er fantasy for voksne, og det virker! Kokkedal mestrer også den kunst, det er at beskrive et stort slag, med mange aktører, hvilket bare cementerer, at han er en solid plotsmed.

Derfor er det meget ærgerligt, at der desværre stadig, som i I Døden og Videre, er en del problemer med den tekniske side af sagen. Sproget er en kende kunstigt til tider, som om man har villet formulere noget lækkert, lidt uden at tænke på konsekvenserne for historien. Således griber Jasmin smilende efter sine knive kun fem sider efter, vi har fået at vide, at hendes onkel og værge kun har set hende smile ganske få gange de sidste ti år. Tilsvarende venter hun tålmodigt ni sider efter, at vi har fået at vide, at hun ”endnu ikke har aflagt sig ungdommens utålmodighed”.

Og det grelleste eksempel, den onde herskerinde Silassi skifter på kun én side imellem aldrig at vide, om hun taler med manden eller dæmonen i hendes dæmonbesatte håndlanger, til med sikkerhed at konstatere, at det er manden selv. Det er forstyrrende for læsningen, og burde være fanget under redigeringen. Det samme gælder fordanskninger som ”svor” i stedet for ”bandede”, og stavefejl som ”skillingeviser” i stedet for ”skillingsviser”, der for øvrigt vist ikke er helt det, der menes, eftersom Balts viser nærmere er frække værtshussange end sungne nyheder, som er det skillingsviser betyder. Den slags små skævheder er der desværre alt for mange af. Katten gnider også hovedet med poten, inden den har slikket på den, hvilket gør handlingen omsonst og alle verdens folk synes at bruge runer, lige fra havets dværge, til ørkenens magikere.

I sidste ende ødelægger det dog kun lidt. Historien er for medrivende og for gribende til at lade sig knægte og moralerne for dybsindige og kvikt illustrerede. Som i første bind blandes gamle klassiske fantasy-elementer med helt originale og fantasifulde påfund, der gør at de få forudsigeligheder, der sniger sig ind, kun tjener til, at resten overrasker så meget desto mere. Hvad mere kan jeg sige? Nåh ja! Desuden er der en af de bedste queer-karakterer, jeg nogensinde har læst. Jeg glæder mig til at høre, hvad I synes.

Jacob Kokkedal, Den Trofaste Bror 2 – Ørkenrose, Ulven og Uglen, april 2017, 563 sider