// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jytte Abildstrøm og Søren Lind: Flyvende Farmors turbulente telttur
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Børnebog

Jytte Abildstrøm og Søren Lind: Flyvende Farmors turbulente telttur

Skrevet af den 3. november 2011 – 14:17Ingen kommentarer

I Flyvende Farmors turbulente telttur, er der et glædeligt gensyn med Eva og hendes helt skønne Farmor. Eva er inviteret med på telttur og Farmor har gjort alt for, at det skal blive en helt perfekt tur. Snart er de parat til at cykle afsted, mod det der skal blive en rigtig god ferie for dem begge to.

Cykeltraileren er pakket til randen med alt mellem himmel og jord og i bunken af skrammel, er der også en skammel med et hul i. Det er Farmors komposttoilet, for hun har bestemt, at det skal være en telttur helt uden affald og hvor alt skal genbruges.

Campingpladsen er tip top økologisk og hele vejen igennem fortæller Farmor om det fantastiske naturen kan bruges til. Eva og Farmor er i det hele taget langt omkring i deres samtaler, om alt fra vindmølleenergi, prutter, liv og død.

Igennem hele bogen har Farmor ofte lige en god fortælling parat, gamle historier, med morale og oplæg til flere gode samtaler. Når det hele bliver for langhåret, slipper Farmor alligevel heldigt af sted med det, da hun bare er så skør og skøn og som hun selv siger; ikke helt til at regne med – og huller i tænderne og krig er der ingen der har brug for!

Det er en rigtig god oplæsningsbog for de yngste skolebørn, der giver anledning til at snakke lidt om stort og småt, med fokus på naturen og familien. Sproget er meget oplæsningsvenligt og de fine illustrationer passer rigtig godt til historierne.

Jytte Abildstrøm og Søren Lind har tidligere udgivet ”Flyvende Farmors myggestik” og de udgør tilsyneladende et rigtig godt makkerpar, for historierne om Farmor er bare supergode. Jeg synes faktisk at denne bog er bedre end den foregående og jeg er vild med Farmor der render rundt i julemandskostume om sommeren og drømmer om at bo i et lerhus med opvarmet svømmepøl. Til bogen hører en cd hvor alle historier bliver læst højt af Jytte Abildstrøm, der er indbegrebet af Evas farmor.

<strong>Jytte Abildstrøm og Søren Lind, Flyvende Farmors turbulente telttur, Politikens børnebøger, 119 sider, 2011

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.