Journalisten Uffe Gardel har gravet i et af danmarkshistoriens største bankkrak, krakket i Amagerbanken. Gardel gør os læsere den bjørnetjeneste, at afsløre sin konklusion på forsiden med underoverskriften: “- en unødvendig undergang”. Problemet er blot, at han ikke formår at føre ordentligt bevis for påstanden. Han peger på nogle underlige beslutninger undervejs i forløbet, men han mangler den rygende pistol. Som han selv skriver, så kunne det være banken blot var gået konkurs lidt senere, hvis ikke de beslutninger var blevet taget, som han antyder var medvirkende til konkursen.

Statens skraldespandsselskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet, bliver, sammen med daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen, udråbt til skurkene og bankens ledelse som heltene, der fik skurkerollen. Men for at føre den argumentation i mål er der behov for mere håndfaste beviser. Han har mange indicier, der peger i retning af at Finansiel Stabilitet ikke arbejder 100% på at redde banken, men muligvis havde andre dagsordener.

Amagerbankens konkurs var en stor historie, men slet ikke så grotek en fortælling som den om Roskilde Bank. Derfor blegner bogen om Amagerbankens krak også ved siden af bogen om Roskilde Bank. Man skal derfor være særdeles interesseret i den finansielle sektor her i landet for at finde bogen interessant. For os andre er historien om Amagerbanken generelt bare for lidt spektakulær til at kunne gøre en bog, der ikke bringer afgørende nyt for dagen, interessant. Bevares, det var en stor og vigtig begivenhed i dansk erhvervsliv, som uden tvivl må give stof til eftertanke. Men det er jo heller ikke fordi aviserne har forsømt at skrive om sagen.

Uffe Gardel, Amagerbanken, Berlingske Media Forlag, September 2011, 312 sider.