Potentialet for at skrive en fængende biografi fyldt med anekdoter og spændende oplevelser burde være til stede, når man de sidste 47 år som journalist har rapporteret hjem fra 120 forskellige lande. Ulla Terkelsen forsømmer dog at udnytte dette potentiale ordentligt.

Hendes biografi ”Vi kan sove i flyvemaskinen” bliver lidt for lommefilosofisk og med lige lovlig megen ligegyldig småsnak i stedet for spændende rejsebeskrivelser, sådan som vi finder det hos to af udenrigs- og krigsjournalistikkens tunge herrer; Ib Rehné og Jan Stage, der har skrevet henholdsvis ”Cairo” (1997) og ”Krigskorrespondent” (1997).

Vi får en god indføring i hvad det var i Ulla Terkelsens barn- og ungdom der gjorde, at hun er endt som omrejsende reporter, der altid er på vej til en ny krig, revolution eller kongelig begivenhed. Vi hører også meget om hendes særlige forhold til Nordirland og hendes første år som journalist på den socialdemokratiske partiavis Demokraten i Århus. Alt sammen meget hyggeligt og meget ærligt.

Men vi kommer aldrig for alvor ned over den pæne overflade på den ellers evigt talende kvinde. Hvordan har det eksempelvis været ikke at se sin søn vokse op, men i stedet rejse jorden rundt?

Fortællingens ramme flytter sig undervejs fra det ene hotelværelse til det andet, og illustrerer meget godt Ulla Terkelsens virkelighed. Men opbygningen forvirrer også. For rammerne forhindrer ikke at fortællingen går i alle mulige retninger. Så er vi i Odense i forbindelse med etableringen af TV2 i 1988. Så er vi i Berlin, så i New York osv. Jeg savner en mere stringent fortælling. En 67 år lang livshistorie fra en kvinde på evig rejse fortalt på 248 sider kræver, efter min mening, en vis grad af kronologi for at kunne fungere uden at gøre læseren helt rundt på gulvet.

En strammere redigering med en mere systematisk og gerne kronologisk opstilling af historierne havde uden tvivl gjort underværker. Når det er sagt, så er bogen langt bedre end mange af de kendisbiografier uden skyggen af interessante historier, som sprøjtes ud fra forlagene hvert år op til jul. For selv om man er tidligere operativ chef i PET, så bliver fortællingen om ens liv temmelig kedelig, fordi man naturligvis ikke kan fortælle alle de spændende historier fra arbejdsliv. Det kan Ulla Terkelsen og gør det også et langt stykke hen ad vejen. Men det ender i sidste ende med at blive en jævnt kedelig forestilling uden en rød tråd. Og potentialet burde have været til stede til mere end det.

Ulla Terkelsen: Vi kan sove i flyvemaskinen. Politikens Forlag, 2011. 250 sider.