// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Stig Andersen: Tøger
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi, Politik & debat, Samfund, Samtalebog

Stig Andersen: Tøger

Skrevet af den 5. juli 2011 – 07:33Ingen kommentarer

Mens Jørgen Leth selv kalder sig det uperfekte menneske, så er Politikens tidligere chefredaktør, nu afdøde Tøger Seidenfaden, efter journalisten Stig Andersens opfattelse, det perfekte menneske. Det er indtrykket jeg sidder tilbage med efter at have læst Andersens 556 sider lange hyldestskrift til Tøger – som han kammeratligt kalder ham.

Forlaget kalder bogen for en biografi, men det er det ikke. Det er en samtalebog, hvor Tøger taler i en lind strøm og hvor Stig Andersen lytter og stiller tandløse spørgsmål, der krystalklart udstiller hans opfattelse af Tøger som verdens ottende vidunder. Dette er ikke usædvanligt for samtalebøger – den lette løsning for den dovne portrætforfatter. Men her bliver det for meget af fire grunde. For det første fordi hyldesten og selvrosen strækker sig over mere end 550 sider. Et omfang man normalt kun forbinder med meget grundige biografier om store personligheder som Roosevelt, Churchill og Gandhi.

For det andet fordi Tøger kommer med særdeles grove angreb på navngivne personer i bogen. Angreb som kommer til at stå ubesvarede. Særligt tidl. udenrigsminister og nuværende kulturminister Per Stig Møller får over flere omgange en ordentlig en på hattepulden.

For det tredje fordi forfatteren kun i meget, meget begrænset omfang lader andre fortælle en anden version af hændelsesforløbene i forbindelse med centrale begivenheder i Tøgers karriere. Hans tyveri af Ritt Bjerregaards bog “Kommissærens Dagbog”, oprettelsen af det såkaldte Irak Center, undskyldningen til efterkommerne af Muhammed og Politikens trykning af bogen “Jæger i krig med eliten” får vi kun fortalt fra Tøgers egen mund. Stærkt omdiskuterede begivenheder, som mange andre med garanti husker helt anderledes.

For det fjerde fordi to af Tøgers nærmeste venner hele vejen igennem bogen bliver brugt som ukritisk jubelkor, der bakker forfatteren 110 procent op i hans næsegruse beundring af Tøger. To ledelseseksperter betegner Tøger som noget nær den perfekte virksomhedsleder. Værd at bemærke er det dog, at begge eksperter er nære venner af Tøger og hans kone Tine.

Stig Andersen er grundig i sin kortlægning af Tøgers liv og karriere og går i dybden – nogen gange dog for dybt. Bogen kunne sagtens have været 200 sider kortere og især udskiftningen af Herbert Pundik og indskiftningen af Tøger Seidenfaden på chefredaktørkontoret på Politiken er en meget laaaaaaang fortælling, fortalt med en grundighed, som kun kan interesse de allernærmeste.

“Tøger” er grundlæggende et stykke fuldstændigt ukritisk dårligt journalistisk håndværk, som jeg kun læste færdig for jeres skyld, kære læsere.

Stig Andersen: Tøger. People’s Press. 2011. 556 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.