Hvor meget kan et menneske udsættes for – og så stadig være et menneske?

I Kragepigen følger vi kriminalkommisær Jeanette Kihlberg i opklaringen af en serie mord på børn, som er groft mishandlet og som bliver fundet rundt omkring i byen. Børnene er blevet slået ihjel efter lang tids mishandling, men børnene er ikke meldt savnet og det er svært at holde gang i en sag, omkring nogle børn, som ingen mangler.

Jeanette Kihlberg er ud af en politifamilie, med en far og en farfar der altid har snakket tyve, røvere og bedragere. Det er dog en lidt hårdere kerne af forbrydere som Jeanette støder på i hendes opklaringsarbejde.

Hun er drevet af tanken om, at hun gør en forskel, selvom det er på bekostning af hendes forhold til hendes drømmende dagdriver mand, der i årevis har arbejdet på en række ufærdige malerier. Hendes søn har lært, ikke at forvente for meget af hende, da hun altid er på arbejde.

Historien med de døde børn får hende til at åbne op for et samarbejde med psykoterapeut Sofia Zetterlund. Sofia har sine egne problemer at slås med og sagen tager efterhånden en drejning med konsekvenser for både Jeanette og Sofia.

Plottet i bogen er for så vidt fængende og de sideløbende historier i bogen er underfundige og overraskende, men alle detaljerne om de misbrugte børn, de pædofile mænd der kommer i søgelyset og de tilbageblik på en barndom med misbrug og svigt bliver på en måde for meget.
Jeg var ved at give op flere gang undervejs og måtte skimme-læse hele og halve sider, da jeg simpelthen ikke kunne holde detaljerne ud. Så det er med blandede følelser jeg anmelder bogen. Bogen stopper til dels uden slutning, men med en ny historie om Jeanette Kihlberg, som man jo bare må læse om i den næste bog i serien.

Bogen er skrevet af et nyt svensk makkerpar indenfor krimigenren; Eriksson og Sundquist og Kragepigen er den første bog i en trilogi om Jeanette Kihlberg. Anden bog i serien hedder Sorgens ild og udkommer på dansk i oktober.

Eriksson og Sundquist, Kragepigen, Lindhardt og Ringhof, 427 s. 2011