// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Daniel Domscheit-Berg: Inside Wikileaks
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Erhvervsliv, International Politik, Konspirationer, Politik & debat, Samfund

Daniel Domscheit-Berg: Inside Wikileaks

Skrevet af den 20. februar 2011 – 23:59Én kommentar

Kender I det, når folk kan bruge timevis på at fortælle, hvor åndssvag deres eksmand/ekskone er og hvor forfærdelig den sidste tid sammen var? Normalt er det ikke til at holde ud at høre på i mere end fem minutter. Daniel Domscheit-Berg bruger 256 sider på at fortælle, hvor åndssvag hans tidligere WikiLeaks-kampfælle Julian Assange er. Og det bliver lidt uudholdeligt i længden.

Tyske Domscheit-Berg var med næsten fra starten i australske Assanges etablering af WikiLeaks. De to kørte et meget tæt parløb fra slutningen af 2007 og frem til slutningen af 2009, hvor der begyndte at komme knas i maskineriet og deres chats over internettet udviklede sig til scener fra et ægteskab på vej mod afgrunden, som blev nået i september 2010, da Daniel Domscheit-Berg hev stikket ud og forlod WikiLeaks. I starten var de kun de to bag en på det meget ukendt tjeneste, der alene var baseret på én enkel ustabil gammel server. Inderkredsen blev udvidet med ganske få andre personer, men Daniel Domscheit-Berg forblev nummer to i hierarkiet, og på den måde er hans historie også ganske interessant.

At komme ind bag kulisserne i Wikileaks og få et førstehåndsindtryk af hvem denne Assange i virkeligheden er lyder meget besnærende. Derfor kastede jeg mig da også straks over bogen. For der ser tilsyneladende ikke ud til at være grænser for hvad WikiLeaks afslører i denne tid. Hele tiden dukker der historier op, som er baseret på dokumenter lækket gennem WikilLeaks.

Historien om hvordan de fik deres gennembrud med offentliggørelsen af en række kontooplysninger fra en schweizisk bank og om hvordan de derefter kæmpede for at blive kendte og anerkendte, er meget interessant og skæg set i lyset af hvor kendt WikiLeaks er nu. Men derefter går der alt for detaljeret dagbog i den. Vi får stort set alle detaljer om den ene hackerkongres efter den anden og detaljer om hvilke varer Daniel Domscheit-Berg køber i sin lokale øko-butik. Det overskygger ting som svaret på hvad det er der driver Julian Assange. Det nævnes i overskriftsform, men vi mangler at komme et lag dybere og forstå idelogien bag WikiLeaks. Hvad driver dem og hvilke tanker gjorde de sig undervejs. Domscheit-Berg kradser lidt i overfladen, men det er ikke nok.

“Inside WikiLeaks” virker som om den er skrevet meget hurtigt. Det er nu verden skriger efter at blive klogere på WikiLeaks og Julian Assange. Så derfor har det nok bare handlet om at få nogle ord nedfældet hurtigst muligt. Selvom der kun er tale om en begrænset tidsperiode, så virker det stærkt forstyrrende at Daniel Domscheit-Berg konstant hopper frem og tilbage i tiden. Der mangler en kronologisk rækkefølge og redigering af teksten. Han har fortalt sin historie til journalisten Tina Klopp, der så har nedfældet den på papir. Og det virker ærlig talt som om Tina Klopp blot har skrevet båndet fra diktafonen direkte ud og sendt i trykken. For Domscheit-Berg hopper og danser rundt i tiden alt efter hvad han lige kommer i tanke om af begivenheder.

Indholdsmæssigt bliver det (temmelig) anstrengende i længden at høre Domscheit-Berg beklage sig over sin tidligere partner. Det er samme rille han kører i igen og igen. De store spektakulære læk af hemmelige rapporter og videooptagelser bliver sekundære elementer i en historie, der primært er en stor balje af galde og bitterhed fra Domscheit-Berg hældt ud over Julian Assange. Man kan ikke undgå at spørge sig selv, om der i virkeligheden ER materiale nok til at skrive en bog. De sidste to afsnit i bogen indeholder dog nogle meget interessante betragtninger om WikiLeaks, informationsfrihed og omgang med lækkede dokumenter (+ en tyk gang reklame for Domscheit-Bergs nye OpenLeaks-projekt). Men det redder den ikke hjem. Historien er ganske enkel for tynd og bogen er for hurtigt lavet.

Daniel Domscheit-Berg: Inside WikiLeaks – min tid med verdens farligste website. Jyllands-Postens Forlag, 2011. 256 sider.

Én kommentar »

  • Birgit siger:

    Jeg sidder netop og læser bogen, som er intet mindre end en perfekt beskrivelse af det, der er blevet mit værste mareridt, nemlig psykopatens nedbrydning af alt og alle omkring sig. Derfor er jeg ovenud glad for bogen. Der er ikke den oplevelse som Daniel Domscheit-Berg har haft med Julian Assange, som jeg ikke har haft med rækken af psykopater i mit liv. Det er nemlig sådan, at man er utroligt alene mens man er i kløerne på sådan en, og ja, ens liv er i fare, hele ens grundlæggende erkendelse af at “jeg er” er af sådan en sindssyg person, nemlig taget væk, og man kan ikke gøre andet end at kæmpe for sit liv, for at komme væk, og det kom Daniel, og jeg er glad, for hver eneste psykopat man afslører, og overvinder (inden i sigselv og genvinder sit liv), bliver hele verdens bestand af psykopater nemlig svækket, og det kan måske redde en eller anden som lige nu er i kløerne på en af slagsen. Bogen burde anvemndes som en undervisningsbog for alle, som har tendens til at falde for psykopatens “energi” (ja, når man aldrig anfægtes og ikke ejer dårlig samvittighed, ligemeget hvor ondst man handler, sover man godt om natten), Sexuelle tiltrækning, (Ja, fordi det er drømmen der bliver virkelighed om et problemløst forhold ! HA!) Nej, hvor er det en fin fremstilling af hvordan man kanblive fuldstændig nedbrudt af sådan nogle fiduser. Godt han skrev den, jeg vil læse den igen og igen.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.