Viktoria Amelina: Se kvinderne se krigen
Et uudsletteligt vidnesbyrd. Ukrainekrigen har krævet tusindvis af ofre, og en af dens helte er journalisten Viktoria Amelina. Som ukrainsk journalist og forfatter brugte hun sine evner til at dokumentere de russiske forbrydelser i de besatte områder af Ukraine. Det kostede hende livet, da hun blev dræbt af et russisk missil i juni 2023.
Se kvinderne se krigen var hendes ufuldstændige manuskript til en bog, der skulle berette om ofrene for krigsforbrydelser i Ukraine og om de ukrainske kvinder, der ligesom hun selv, arbejdede for at indsamle beviser, så gerningsmændene forhåbentlig engang kan blive dømt – i bogstavelig forstand med livet som indsats.
Efter hendes død valgte hendes forlægger at udgive manuskriptet, og det har fået lov til at stå som et mindesmærke over en usædvanlig kvindes kamp og over de ubegribelige grusomheder, som russerne har bedrevet under krigen.
Amelina interviewer ofre og deres pårørende, og opsøger flygtninge og dem, der blev under besættelsen i de områder, hvor russerne har måttet trække sig tilbage. Hun skriver om forsvindinger, tortur og drab. Om russiske forsøg på at udslette ukrainsk kultur og selvstændigheder. Det er rystende beretninger om overgreb og rædsler, men også beretninger om modige mennesker, der tog kampen op, hjælper deres naboer og landsmænd og som forsøger at redde alt, hvad der reddes kan.
Det er ufuldstændigheden, der gør Se kvinderne se krigen så unik og rystende. Færdigskrevne reportager blander sig med stikord, amputerede afsnit og halve sætninger. Dette er en engageret, levende reportage og den vil stå i al sin ufærdighed som et litterært minde over en modig kvinde og hendes folks kamp.
Viktoria Amelina: Se kvinderne se krigen. 354 sider, Palomar. Oversat af Lotte Jansen, udkom 24. februar 2026
