// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Dean Butt: Vi er rigtige engle
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Debutant, Roman

Dean Butt: Vi er rigtige engle

Skrevet af den 30. marts 2026 – 04:17Ingen kommentarer

Nogle gange sætter læseoplevelser sig bare i kroppen! Sådan har jeg det med Dean Butts debut Vi er rigtige engle. Lige så hjerteskærende, ubehagelig og barsk den er, lige så omsorgsfuld, indsigtsfuld og fin er den også. Det er en bog, som gør indtryk, og det er en bog, som sætter aftryk, man er ikke den samme efter endt læsning.

I en blanding af journaler, dialoger, lyrik og prosa får vi fortællingen om D’s opvækst i en voldelig og utryg familie, hvor omsorgssvigtene er store, og man råber flere gange, hvor er de voksne, de ansvarlige?

Familien, som D vokser op i, er bestående af søsteren A, lillebroren S, deres pakistanske far og danske mor. Faren kan ikke helt finde sig til rette i Danmark, og han ender som misbruger, og desværre tyr han oftere og oftere til både passiv og fysisk vold. Moren forsøger at få enderne til at hænge sammen, men tit må børnene komme med undskyldninger for hende og hente hende nede på bodegaen. Vi følger D helt fra vuggestuen, til ophold på børnehjem, som vidne til vold i hjemmet, som omsorgsperson for begge forældre, der er ramt af dødelig sygdom, til han afslutter Forfatterskolen og står med sin nyskrevne bog i hånden.

Bogen er skrevet i et godt mix af forskellige genre og tekster, og det bliver aldrig for meget eller for rodet. Det er meget præcist udvalgt og tilskrevet, så doseringen passer. Gennemgående i romanen er sætningerne korte og præcise, og på en eller anden måde er det som om, de fysisk rammer læseren, som om de er kantslag, der sendes afsted med kravet om at blive taget alvorligt. Ja, kravet om at blive hørt, for D har oplevet, at det desværre ikke altid er nok at række ud. ”Det er ikke altid nok at række ud. Ikke for alle. Jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt det havde gjort en forskel. Om alt havde været anderledes.”

Nok er Vi er rigtige engle en bog om omsorgssvigt og klasseskel, men den er også en bog om sprog og sprogets magt, og dertil en utrolig fin kærlighedsfortælling, for på trods af alt det, som et barn absolut ikke skal udsættes for, så strømmer kærligheden til forældrene og søskende også ud af siderne. Man fornemmer en utrolig varme, omsorg og samhørighed, som ikke bare er der, for at de kan og skal overleve, men er der, fordi der er en tro på livet og kærligheden, – en tro på at de er engle, som kan vokse vinger og flyve ud i verden.

Vi er rigtige engle får de største anbefalinger med på vejen. Jeg håber, den får rigtig mange læsere, det har den fortjent.

Dean Butt, Vi er rigtige engle, Gads Forlag, 2026, 231 sider.

Der er lukket for kommentarer.