// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser pĂĄ nettet » Tobias Bukkehave: Juventas
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Roman

Tobias Bukkehave: Juventas

Skrevet af den 12. januar 2026 – 07:12Ingen kommentarer

En mand myrdes. Sådan begynder mange krimier, men få af dem er så aktuelle og hæsblæsende som Tobias Bukkehaves første bind i en ny serie.

Den dræbte findes i en transformerstation i en forstad til København. Det er et spektakulært syn: levende lys, et frossent lig og mystiske amuletter og symboler. Er der en galning på spil eller er det et forsøg på at lede politiet på vildspor?

Det bliver politibetjenten Sara Levins opgave at løse gåden sammen med sin makker Janus West. Hun har – naturligvis – sit eget at kæmpe med på privatfronten, men også særdeles gode forudsætninger for at forstå sammenhængen mellem antikke mønter og mord. Snart dukker endnu et lig op, og den vilde jagt er i gang.

Juventas er en krimi til tiden, og udover at være elementært spændende og svær at lægge fra sig, så tager den også fat på nogle af de svære ting i dagens Danmark. Vi har en fankultur, der tilbeder popstjerner som var de moderne guder, mænd der er efterladt alene hjemme med intet andet end internettet og dets vildveje og et samfund, hvor magten mellem ord og fysisk, kvinder og mænd har forskubbet sig i et omfang, så mange har svært ved at finde deres plads – på arbejdsmarkedet, i hakkeordenen og i de private relationer.

Ensomhed og subkulturer omkring stærke mænd med letforståelige budskaber og lækre overkroppe på nettet trækker mange til sig, også politisk, og Juventas sætter det på spidsen og lader den usunde maskulinitet går amok på vrangsiden. Først og fremmest er det en veldrejet krimi, der trækker på en række velkendte troper men aldrig overdriver dem, og Sara Levin, hendes makker og hendes familierelationer er et rigtigt interessant persongalleri, der kan og vil mere end bare at opklare forbrydelser.

Tobias Bukkehave: Juventas. 380 sider, Politikens forlag. Udkom 6. oktober 2025

Der er lukket for kommentarer.