// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Katrine Marie Guldager: Først når jeg siger til
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Katrine Marie Guldager: Først når jeg siger til

Skrevet af den 4. november 2025 – 07:41Ingen kommentarer

Katrine Marie Guldager er en af de fineste samtidsforfattere vi har herhjemme. Hun skriver om mennesker som du og jeg, der forsøger at få enderne til at mødes i det moderne liv med arbejde, familie, økonomi og den svære kærlighed.

I Først når jeg siger til gør hun det igen. Signe er jordemor, fraskilt og bor på Amager. Hun er glad for sit meningsfulde job med at bringe børn til verdenen, også selvom der er lige lovlig travlt en gang imellem. Hun har et kompliceret forhold til sin far, et nogenlunde ukompliceret forhold til sin søster og kæreste med Jørgen. Altså en helt almindelig kvinde med et helt almindeligt liv. Indtil det begynder at ramle for Signe.

Jørgen har nemlig foreslået at de skal flytte sammen, og det var Signe ikke helt klar til at sige ja til på stående fod. Og nu er friluftsmennesket Jørgen så forduftet til Kiruna, og Signe opdager at den der uafhængighed og frihed, hun som mange andre midaldrende vestlige mennesker sætter så højt – den er også lidt ensom, når man sådan sover alene. Som om det ikke skulle være nok, så bliver der også klaget over hende til Styrelsen for Patientsikkerhed efter en fødsel, der ikke gik som den skulle.

Signe er kort sagt under pres. Personligt, fagligt, familiemæssigt – og med den kærlighed, der føles anderledes end når man er ung, flyvsk og drømmende, men som ikke desto mindre alligevel trækker spor i sjælen. Især når man frygter at have mistet den.

Først når jeg siger til er en rasende god roman om livet og samfundet i midten af 2020’erne. Signe er let at forstå og holde af, hendes kvaler er ægte og relaterbare, og helt nøgternt og uden store falbalader sætter Guldager fokus på alt det svære i det moderne samfund. Hvad vi vil med al den frihed, vi tager for givet. Hvordan moden kærlighed ser ud.

Og ikke mindst hvad vi kræver af dem, der stiller op helt ude i velfærdssamfundets frontlinje på godt og ondt. Dér hvor beslutninger rent faktisk handler om liv og død. Hvor man ikke bare kan trække på skuldrene over en fejl, og hvor man nok har privilegiet af at være med til de største øjeblikke i andre menneskers liv – men også angsten for at være der i deres allerværste tragedie.

Det er ikke kun en roman om Signe, men også om alle os andre og vores indstilling til livet, samfundet og det dyrebareste, vi har.

Katrine Marie Guldager: Først når jeg siger til. 252 sider, Gyldendal. Udkommer 4. november 2025

Der er lukket for kommentarer.