// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Liv Helm: Hvis du er bange, så ryk tættere på
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Liv Helm: Hvis du er bange, så ryk tættere på

Skrevet af den 19. oktober 2025 – 06:50Ingen kommentarer

Gæsteanmeldelse af @bog.dag.bog

I sin anden roman, ”Hvis du er bange, så ryk tættere på”, går Liv Helm endnu dybere ind i den personlige fortælling, hun begyndte med debuten i ”Med hjertet i hånden”. Denne gang tager hun udgangspunkt i en psykologjournal på 11 sider, som beskriver det behandlingsforløb, hun som otteårig gennemgik efter at være blevet udsat for overgreb af sin far i 1993.

Romanen starter med, at Liv netop har fået tilsendt den 11 sider lange journal. Hun skal med sin mand og deres to børn i sommerhus, men tager af sted nogle dage før. Journalen er grum læsning og må læses i små bidder. Gennem disse bidder folder begivenhederne fra dengang sig ud, og det bliver tydeligt, at overgrebet blev håndteret helt forkert af både myndigheder og forældre, der var skilt. Alt for meget ansvar blev placeret hos Liv, da moren på psykologens anbefaling gik med til, at hun fortsat skulle have kontakt med sin far.

”Hvis du er bange, så ryk tættere på” er en barsk og nødvendig fortælling om skam, svigt og angst og om at indse, hvordan man som barn blev pålagt et ansvar, man aldrig burde have være blevet givet i håndteringen af et overgreb, hvor faren nærmest endte med at gå fri. I stedet blev det kvindernes problem (Liv og hendes mor), der endte med at skulle fikse alting og tage nogle hensyn, der er helt misforståede, og som i hvert fald ikke hjalp Liv eller hendes relation til moren.

Romanen er opbygget i korte, sanselige kapitler og skrevet i et præcist og billedrigt sprog. Helm trækker tydeligt på sin baggrund i teaterverdenen og lader erindring og fantasi smelte sammen i et fortættet rum, hvor det personlige også bliver formmæssigt undersøgende. Det er ufiltreret og stilistisk velgennemført på samme tid.

”Hvis du er bange, så ryk tættere på” er ikke bare titlen på romanen, men også en grum sætning fra romanen, som faren siger til en veninde til Liv en aften, hvor de to piger skal overnatte hos faren. Efter denne aften trækker veninden sig fra Liv, og først i romanens nutidsspor finder den voksne Liv ud af, hvad der skete dengang, da Liv genoptager kontakten til veninden. Det er en central og hjerteskærende scene, som titlen er taget fra.

Romanen præsenteres på bagsiden som en ”litterær undersøgelse”, og varedeklarationen er da også tydelig i romanen selv, for der lægges ikke skjul på, at det er Liv Helms egen historie, der fortælles, og det er som læser tydeligt, at dette ikke er nogen nem historie at skrive frem, fx når Helm på side 21 skriver: ”Hvis jeg skal nærme mig pigen, så er det et ”hun”, jeg må skrive frem. Det er ikke et ”jeg”, for det er ikke længere mig. Jeg føler mig mere som en voksen, der skal passe på hende, fordi de voksne, der var omkring hende, ikke gjorde det. Jeg prøver at nærme mig hende, fordi hun har brug for nogen, det ved jeg.”

Liv Helm har endnu engang skrevet en modig og tankevækkende roman. En af den slags bøger, man skal læse. Ingen skånes, heller ikke hende selv. Der er om muligt endnu mere på spil i denne roman, der i al sin grumhed folder voksnes svigt og misforståede hensyn ud i fuldt flor.

Liv Helm, Hvis du er bange, så ryk tættere på, Gyldendal 2025, 244 sider

Der er lukket for kommentarer.