// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Liv Helm: Med hjertet i hånden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Liv Helm: Med hjertet i hånden

Skrevet af den 24. maj 2024 – 06:33Ingen kommentarer

For nogle år siden var jeg i Dublin med min mand. Vi gik tur med hinanden i hånden, da han med en følsomhed i stemmen fortalte om den avisartikel han netop havde læst på sin telefon. Jeg mærkede med det samme, at noget havde gjort stort indtryk på ham. Han fortalte mig om kærlighed og selvmord. Om et ældre ægtepar der en frostnat satte sig ud i haven for at følges ad på den sidste rejse.

Liv Helm er barnebarn af ægteparret fra artiklen og Med hjertet i hånden fortæller blandt andet, hvordan det var at kende til at bedsteforældrene planlagde at skulle herfra. Liv Helms bedsteforældre var midt i 20´erne, da de aftalte, at når de blev gamle og tiden kom, hvor de ikke ønskede at være her mere fx på grund af sygdom, ville de tage deres liv sammen.

Med hjertet i hånden er en roman om kærlighed, aborter og fødsler. Om liv og død. Om tvivl, angst og usikkerhed. Om at vende tilbage til barndommen for at undersøge, hvad der lægger til grund for den mørke, hun oplever i de helt nære relationer.

Det er også en roman om at være datter af en psykisk syg mor. Og om frygten for galskaben, frygten for selv at blive sindssyg. “At leve tæt på et psykisk sygt menneske forskyder virkeligheden.” Og så er det fortællingen om nødvendigheden af at lægge en distance til den psykisk syge for ikke selv at blive sindsforvirret.

I pressebrevet fremgår det, at læseren kommer tæt på forfatteren i teksten. Det fremgår at “for mit eget vedkommende er alt sket. Intet er fundet på. Men samtidig har jeg brugt fortællingens greb. På den måde bliver det mere en generel erfaring, der gør det til en roman, læseren forhåbentligt kan læse sig selv ind i.” Og det lykkes! Det er en både vellykket og velskrevet selvbiografisk debutroman.

Med hjertet i hånden er er en rå, ærlig og modig fortælling. Anbefales til dig, der gerne læser om relationer, opvækst og når livet er besværligt.

Liv Helm (f. 1985) er teaterinstruktør og kunstnerisk chef for Husets Teater. Hun har vundet flere teaterpriser.

Liv Helm, Med hjertet i hånden, Gyldendal, April 2024, 206 sider.

Der er lukket for kommentarer.