// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser pĂĄ nettet » Tonio Schachinger: Realtidsalder
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Tonio Schachinger: Realtidsalder

Skrevet af den 13. oktober 2025 – 07:16Ingen kommentarer

En af årets absolut bedste bøger! En moderne udviklingsroman om en ung mands møde med skolen, livet og kærligheden i Wien i slutningen af 2010erne.

Till er hverken særlig klog eller særlig populær på den traditionsrige Marianum-skole i Wien. Marianum har klassetrin svarende til udskolingen og gymnasiet i Danmark, og her kommer Till i klassen med den mest gammeldags, egenrådige og strikselærer Dolinar.

Tills sande passion er dog hverken skolen eller de kiksede klassekammerater, men Age of Empires II, og når han ikke kæmper med tysk litteratur, rygetrang og eftersidninger, kæmper han med den internationale verdenselite i spillet online. Hans mor forstår ingenting, hans lærere endnu mindre.

Men Tills liv er Tills liv, og som han bliver ældre må han gøre sig sine første erfaringer med kærligheden, stoffer, alkohol. At være ung i dag indbefatter også at træffe svære valg, som eksempelvis hvilken rapper han skal nævne som sin yndlingsrapper, at holde venskaber kørende på SMS og at forsøge at omsætte Huset Buddenbrook til noget, der kan bruges i virkeligheden og ikke bare i skolen.

Realtidsalder er et morsomt indblik i nutidens forbandede ungdom som den er, og ikke som vi ville ønske den var. Det er en roman fyldt med referencer til post-postmoderniteten, og den har fuldt fortjent vundet Deutscher Buchpreis.

Amerikanerne taler om the great American novel, dette er der grosse Österreichische Roman og det er en bog alle læseglade mennesker bør unde sig selv – om de selv er unge, om deres børn er unge eller om de bare selv engang har været unge, og kan huske hvordan forældre og lærere aldrig forstod noget af noget som helst vigtigt.

Tonio Schachinger: Realtidsalder. 354 sider, Jensen & Dalgaard. Oversat af Jacob Jonia, udkom 22. august 2025

Der er lukket for kommentarer.