// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Karima Bouylud: Høst
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Dansk roman, Kvinder, Rejsebog, Roman

Karima Bouylud: Høst

Skrevet af den 14. oktober 2025 – 05:31Ingen kommentarer

Karima Bouyluds anden roman, Høst, er en skarp, ligetil og samtidig dybt bevægende fortælling om transnational adoption. Romanen går lige i maven og bliver hurtigt en page-turner, fordi den forener et personligt drama med større samfundsmæssige spørgsmål.

Vi følger Anna, der i midten af trediverne rejser til Etiopien for at lede efter sin biologiske mor. En aktindsigt har givet hende nye oplysninger om sit ophav, og jagten på sandheden bringer hende tilbage til det land, hun blev født i, før hun blev adopteret til Danmark. Hun møder hurtigt en kvinde, som åbner døren til sin familie og sin kultur, og langsomt bliver Anna både klogere på sin fortid, sin etiopiske kultur og sig selv, alt imens at hun er gravid, hvilket kaster et nyt lys på temaerne om ophav, tilhørsforhold og moderskab.

Bouylud formår at skildre de komplekse og ofte smertefulde følelser, der følger med adoption – både for barnet, de biologiske forældre, adoptivforældrene og på et større samfundsplan. Romanen rummer de mange dilemmaer og ikke mindst den korruption, der historisk har præget transnational adoption. Ydermere berører den også kolonialismens aftryk på nutidens strukturer i Afrika.

Svarene Anna finder er ikke i sig selv kun forløsende, men vækker nye spørgsmål og følelser. Og netop her ligger romanens styrke: den viser, at ophavets betydning ikke kan reduceres til dokumenter eller fakta, men er vævet ind i liv, relationer og kultur.

Høst efterlader læseren med både større indsigt og en række ubehagelige og ubesvarede spørgsmål, der ikke sådan lige lader sig lukke ned igen.

Karima Bouylud, Høst, Gyldendal, 199 sider, september 2025

Der er lukket for kommentarer.