Magtudredningen 2.0
Hvem har egentlig magten i Danmark? Ja, det er jo ikke noget nemt spørgsmål at svare på. For det afhænger både af hvordan man definerer magt, men også om hvad præcist man taler om. Svaret er forskelligt alt efter om man leder efter magten over lovgivningen, magten over den offentlige samtale eller magten hjemme i privaten hos borgerne.
Det er nemt at pege på den direkte magt – regeringen, folketinget, politiet og domstolene og den magt, der er beskrevet i grundloven. Men det er langt sværere at se, hvor den indirekte magt er henne. Hvem påvirker den direkte magt. Og hvordan er magtstrukturerne egentlig skruet sammen, for ét er grundlovens ord, noget andet er praksis.
Som enhver der har fulgt lidt med i udlandet vil vide, så er der en enorm magt i at kontrollere medier, valgdistrikter eller ”bare” algoritmerne på sociale medier. For slet ikke at tale om magten til at afgøre, hvem der kan stemme og hvordan stemmerne omregnes til mandater… noget af denne magt i Danmark er meget synlig. Andet forsvinder nemt mellem fingrene på os. Lobbyister, internationale strømninger, algoritmer og befolkningens vilje eller uvilje til at deltage i demokratiet kan være svære at måle og veje, ikke mindst fordi mange af dem foretrækker at udøve deres magt i det skjulte eller måske ikke selv vil være med, at de er en del af magteliten.
Derfor har folketinget besluttet at iværksætte Magtudredningen 2.0, der på forskningsbaseret grund skal give det danske demokrati et gennemsyn. Hvor er magten? Hvem har den? Hvordan står det til med vores demokrati og deltagelse? Hvilke udenlandske tendenser rammer også os, og hvor skiller vi os ud fra andre lande?
Dette arbejde formidles ikke kun til forskere og magthavere, men også i en bogserie planlagt til 45 bind, hvoraf de tre første udkom samlet lige op til folkemødet i juni 2025. Magtudredningens arbejde er vigtigt for vores demokrati og for vores forståelse af, hvem der har magt og hvordan den reelt udøves.
Det er derfor en fremragende idé at videreformidle resultaterne i disse korte formater på 100 sider og i et sprog, der ikke kun er rettet mod universiteter og forskere. De tre første bind er virkelig interessante, kompetent skrevet og lover godt for serien med mange tankevækkende pointer – der både tegner et godt og et negativt billede af det danske demokrati. Når det er sagt, så er der for mange gentagelser i pointerne og fokus på tværs af de tre første bind, hvilket ikke er særlig læservenligt og en smule ærgerligt at der ikke er skåret lidt skarpere til.
David Andersen og Svend-Erik Skaaning: Dansk demokrati i perspektiv
David Nicolas Hopmann, Nanna Mik-Meyer og Michael Bang Petersen: Magt i et forandret Danmark
Anne Skorkjær Binderkrantz, Lene Holm Pedersen og Michael Bang Pedersen: Det danske demokratis udfordringer
Alle bind er 100 sider, alle er udgivet på Aarhus Universitetsforlag og alle udkom 12. juni 2025.
