// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Annie Jacobsen: Atomkrig. Et scenarie
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Dystopi, Forskning, International Politik, Krige

Annie Jacobsen: Atomkrig. Et scenarie

Skrevet af den 22. juli 2025 – 06:52Ingen kommentarer

Annie Jacobsen er amerikansk journalist, og hun har gennem en årrække beskæftiget sig med amerikansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Med ’Atomkrig. Et scenarie’ dykker hun ned i noget af det mest frygtindgydende, man kan tænke sig; et uprovokeret atomangreb mod USA, fremført af Nordkorea.

Dette er en hypotetisk situation, hvor forfatteren minut for minut skildrer, hvordan USA’s regeringsapparat, efterretningsvæsenet og militæret vil reagere fra det øjeblik mundingsilden fra atomraketterne opdages – hvilket de bliver lige efter, at de er affyret.

I sin research har Jacobsen været i dialog med højtstående embedsmænd, en række nobelprismodtagere, rådgivere for præsidenter, ingeniører og ledende personer i militæret. Desuden har hun haft adgang til dokumenter og forskning, som indtil for kort tid siden, var klassificerede og hemmelige. Så selv om bogen er fiktion, er den skrevet ud fra en stærkt dokumentarisk platform, og den er da også skrevet i en nøgtern og dokumentaristisk stil.

’Atomkrig. Et scenarie’ er virkelig svær at lægge fra sig, når man først er gået i gang. Det er en thriller, hvor den totale ødelæggelse minut for minut kommer tættere på USA’s østkyst, og bogen er velskrevet, grundig og sindssyg uhyggelig.

Fra atomraketterne er affyret går der mindre end en time, før de slår ned i Washington med ubegribelige konsekvenser. Jacobsen beskriver detaljeret, hvordan der i løbet af få sekunder vil rejse sig en ildkugle på halvanden kilometer i diameter med varmetemperaturer på 100.000.000 grader celsius.

Alt rives omkuld, beton smelter, mennesker bliver til kul i løbet af sekunder. Beregninger viser, at op mod cirka 1 million amerikanere på mindre end et minut efter detonationen får så voldsomme brandsår, at 90% af dem ikke vil overleve. Efter 60 sekunder vil paddehatteskyen være steget otte til 16 km op i luften, og den suger alt jordisk materiale med sig. Det fortæres i flammehavet. Efter kun to minutter begynder et sandt inferno. I en ring på 24 km i diameter smelter asfalt, der opstår orkanlignende vindstød, glødende aske antænder nye brande, og radioaktivt materiale spredes lynhurtigt. Det er uhyggelig læsning, og det fremstår helt uvirkeligt, at mennesker har skabt disse helvedesvåben.

Det er ikke mindre uhyggeligt, at der er så kort tid til at reagere, samt at der ikke er et reelt forsvar mod raketterne. De kan ikke kaldes tilbage eller skydes ned. Og i den amerikanske atomvåbenpolitik betyder ”Launch on Warning”-doktrinen, at man svarer igen, når man registrerer et indkommende missil. Baseret på teorien om gensidig afskrækkelse er forventningen, at et modangreb vil stoppe yderligere angreb fra fx Nordkorea. Men raketterne fra USA mod Nordkorea vil blive registreret af både Rusland og Kina. De vil have få minutter til at finde ud af om raketterne måske er på vej mod dem, og derfor kræver et modsvar, et nyt angreb mod USA.

I det fiktive scenarie udløser Nordkoreas angreb atomare reaktioner fra andre lande, og vores civilisation – ja hele verdens eksistens – er truet, for ikke at sige godt på vej mod ragnarok og undergang.

Jakobsens scenarie er bygget på den værst tænkelige situation, hvor statsledere ikke kan komme i kontakt med hinanden, hvor ledende personer går i panik og forsinker handlinger, der kan modvirke katastrofen, og hvor noget nær galskaben råder hos den angribende part. Men som hun viser, balancerer verden på en knivsæg. Der har været tidspunkter, hvor misforståelser var uhyre tæt på at udløse atomkrig. Våbnene til masseudryddelse er der, i massevis, de kan blive klar til affyring i løbet af kort tid, og der er ikke et forsvar mod dem, når de er affyret. Det er en trist konklusion, og man kan kun have et måske naivt håb om, at Jacobsens bog kan være med til at skubbe til debat om den nødvendig nedrustning og afvæbning.

Annie Jacobsen: Atomkrig. Et scenarie. Svane & Bilgrav. 378 sider. Oversat af Chris Thomassen Lerche. April 2025

Der er lukket for kommentarer.