// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser pĂĄ nettet » Lise Ringhof og Erik Valeur: Sejrs vilje
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Lise Ringhof og Erik Valeur: Sejrs vilje

Skrevet af den 7. juni 2025 – 05:49Ingen kommentarer

Jeg har et underligt forhold til året 2020. Der var store forventninger til det pæne tal – de brølende 20’ere. Og mens vi ligesom gik og ventede på alt det spændende der skulle ske i et nyt årti, blev vi alle sammen overhalet indenom, af en omfattende pandemi, vi på ingen måder havde kunnet forestille os omfanget af.

Bogen ”Sejs vilje” starter lige der i foråret 2020. En flok gamle venner fra højskoletiden får mulighed for at udleve en drøm om at danne en form for bofællesskab. Fire familier, fire boliger, et fælleshus og forventninger om fællesspisning, høns, en bæredygtig tilværelse sammen med gode venner omringet af skøn natur.

Især Sejr har visioner, drømme og mål og det smitter de andre i gruppen og de springer ud i det. Nu skal det være.

Men da Sejr dør i en ulykke, kræver det noget af en indsats for resten af flokken af realisere drømmen – Sejrs vilje.

Efterhånden som coronasmitten indtager landet, lærer vi alle i bofællesskabet at kende. Der dukker personer op fra fortiden og hemmeligheder ser pludselig dagens lys og det får store konsekvenser for hele gruppen. Sygdom, nedlukninger og pressemøder bliver en underlig del af hverdagen og hele bogen er det perfekte billede på en tid vi alle sammen husker så godt, men som vi alligevel har brugt mange kræfter på at fortrænge.

Jeg var spændt på, om jeg orkede at læse om den tid og hvad det ville rippe op i. Testcentre, håndsprit, aflysninger. Vi har alle forskellige opfattelser, erfaringer og personlige erindringer om det kæmpe sygdomsfokus og man kommer hele vejen rundt i befolkningen i Sejrs vilje. Det er interessant og genkendeligt og virkelig godt beskrevet.

Jeg var meget begejstret for Lise Ringhofs og Erik Valeurs romantrilogi om Familien Brinch og det meste af det 20. århundredes danmarkshistorie. Den fortælling runder vi på fineste vis igennem denne bog og det slår en smuk sløjfe.

Sejrs vilje er en skøn og velskrevet samtidsroman om kriser i samfundet, fællesskabet, familien – men også en bog om håb og drømme og udvikling.

Sejrs Vilje, Lise Ringhof og Erik Valeur, 428 sider, 2025, Forlaget Gutkind

Der er lukket for kommentarer.