“Det klæder mig ikke at være menneske. Det er meget få, det klæder.”

Dorit Willumsen kan om nogen skildre det kærlighedsløse og længselsfulde liv. Syleskarpt, surrealistisk og med en enorm psykologisk indsigt, fortæller Willumsen om at længes, så det knager i knoglerne og om det moderne livs mange krav, som kun de færreste kan leve op til.

Det er nærmest umuligt at give et kort referat af bogens kringelkrogede skæve, psykedeliske plot, som er et miks af eventyr, samfundssatire og modernistisk fabel med en resigneret ung mand og en navnløs dukke i hovedrollerne. En dukke, skabt af en dukkemager, som savner en datter. Dukken kan danse og synge i 13 1/2 minut, som er den perfekte længde for et dansenummer på en scene. Det udnyttes af danseren Held, som hun nu bor sammen med i et kolonihavehus. Her har hun lagt sig med en depression. Men hun har en plan. Hun vil være robot – og frelse mennesker.

Den unge mand, Dan, kan efter eget udsagn ingenting. Hvilket hans prætentiøse mor konstant giver ham ret i. Han forelsker sig i dukken, da han møder hende på en bænk, hvor hun sidder helt gennemblødt af regnen. Han følger hende hjem til kolonihavehuset, og er så betaget, at han dagligt cykler tilbage for at se hende. Således bliver dukken eksponent for, at hans ellers stillestående hverdag brydes i et tiltrængt hverdagsskred.

Fortællingen er ladet med symbolik, og de mest vidunderlige og finurlige sprogblomster folder sig ud side efter side. Willumsen opfører et skønsomt spil med hverdagens marionetter, der kærligt sættes under lup. Pinocchio-fortællingen vendes på hovedet, og den egentlige fortælling er optaget af forskellen på at være dukke og menneske. Af det kunstige og ægte. For hvor går grænsen mellem (marionet) dukke og menneske? Og er det i virkeligheden nemmere at være en dukke, som blot skal underholde i 13 1/2 minut for at stille alle tilfreds?

Bogen er en lille genistreg, der med stor stilistisk sikkerhed portrætterer det moderne liv og de mange krav, vi mødes med. Knivskarpt og uendeligt kærligt beskrives det utilpassede menneske og dets uendelige længsel efter at passe ind. Det er klogt, det er underholdende og hamrende læsværdigt. Og maner til stor, stor eftertanke. Og selvom romanen er syret og skæv, så bør den læses af alle, som interesserer sig for samtidsstrukturer og litteratur i verdensklasse. I vil elske den.

Dorit Willumsen, 13 1/2 minut, Gyldendal, 198 sider, Oktober 2024.