En mand vender hjem. 20 år har vores navnløse fortæller tilbragt i eksil, hvor det er lykkes ham at skabe et middelklasseliv for sig selv: kæreste, teenagedatter og et lærerjob på den lokale skole. En god tryg hverdag i regnvåde England, langt fra det kaos, der præger hans fødeø i det indiske ocean (der ikke benævnes Zanzibar, men…)

Nu er der tilsyneladende et lille hul i lovløsheden på fødeøen, og det er muligt for vores fortæller at vende hjem og besøge sin familie. De blev tilbage i undertrykkelsen, fattigdommen og korruptionen, mens han slap væk. De har savnet ham og drømt om ham, og håber på at han måske vil blive og hjælpe øen på rette fode. Måske en dag et lille ægteskab med en lokal pige, kan arrangeres?

For det er jo det: vores fortæller ikke har været ærlig over for sin familie, hverken den i England eller den på øen. Han har digtet lidt, lagt lidt til og trukket lidt fra – og vigtigst af alt, glemt at fortælle dem på øen at han har stiftet familie i England. Det er de små hvide løgne og nemme fortielser, der langsomt men sikkert er vokset ham over hovedet. Det får naturligvis konsekvenser…

Tavshedens ø er en undersøgelse af fremmedgørelse og eksil. Mennesker har fødder og ikke rødder, men fødderne har brug for at stå på fast grund, og eksil og rådløshed er absolut ikke fast grund for en ung mand, der skal overkomme ensomheden i det fremmede og samtidig holde fast i håbet om et bedre liv.

Gurnah er nobelprismodtager, og det forstår man virkelig godt. Tavshedens ø er ikke en roman med store armbevægelser, men om dybe følelser og ar, skrevet med lavmælt satire og med kritisk nænsomhed over for en fortæller, der forsøger at lette sit hjerte uden at give sine hemmeligheder væk.

Abdulrazak Gurnah: Tavshedens ø. 249 sider, Gutkind. Oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen, udkom 15. august 2024