I det vestjyske bibelbælte vokser to drenge op. De lever i en kærlig og stærkt troende familie og vokser op med kirkegang, bøn og en meget bogstavelig læsning af biblen. De har kristne venner, går i kristent gymnasium og abonnerer på kristne tidsskrifter.

Men der er en torn i kødet.

De er begge homoseksuelle. Det er dog ikke noget, de umiddelbart deler med andre end gud. For det er fyldt skam, frygt og ulykke, og hver for sig søger de helbredelse af de homofile følelser, de er ramt af, mens de udadtil lever gode kristne liv.

Indtil de ikke kan det mere.

Men bogen er meget mere end to brødres udspringshistorie.

Det er en fortælling om at være rundet af en kompliceret familiehistorie med arrangerede ægteskaber i det stærkt kristne Jylland, hvor børn fødtes i dølgsmål, og kvinder ikke måtte tjene penge til familien til i dag at leve i regnbuefamilier i storbyen.

Det er en fortælling om et opgør med den fundamentalistiske læsning af biblen, som de er indoktrineret med fra barnsben over i en mere pragmatisk tilgang til tro, hvor det at være kristen og homoseksuel godt kan sameksistere.

Det er en vild historie, vi får fortalt i denne dokumentariske biografi, hvor de skiftevis deler deres historie fra hver deres synsvinkel.

Bogen kan så utrolig meget.

Den handler nemlig ikke bare om, at vi skal forarges i kor over fundamentalistiske religiøse miljøers uvillighed til at acceptere andet end (deres fortolkning af) guds ord. Det er heller ikke bare en nysgerrigt indblik i en offentlig persons privatliv.

Temaerne omkring fællesskab, tvivl, at have nogen at spejle sig i, at være ung og føle sig anderledes, uanset om det handler om homoseksualitet, eller om man slås med noget andet, er relevant for alle mennesker.

Andreas fortæller for eksempel, hvordan han er afhængig af andres trosstyrke for at kunne opretholde sin egen. Han har brug for fællesskabet. Sune beskriver også det kristne fællesskab som exoskelettet for sin egen tro og mangler det, da han er på Grønland for at søge maskuline fællesskaber som led i sin helbredelse; “Glemmer jeg gud?”

Refleksionsniveauet er tårnhøjt hos begge brødre, perspektiveringerne er nuancerede og brugbare for alle, og de skriver begge forrygende. Det er lidt højtravende fra tid til anden med lange sætninger, fremmedord, billedsprog og brug af passiver, men det skaber en perfekt kongruens mellem sprog og fortælling og så tager vi fellatio, fornikere, oral masturbation og at hunden gnaver tendentiøst i noget med. (Det er i øvrigt synd, at deres fantastiske skriveevner skal dele plads med de ret mange korrekturfejl, der er i bogen. Forlaget har simpelthen ikke gjort den del af deres arbejde godt nok).

Jeg har lyst til at citere amok fra bogen, men det er pladsen ikke til. Men nyd for eksempel side 21, 85, 90, 105, 110 og 213 og frem ekstra meget.

Og ellers vil jeg bare sige: LÆS DEN!

Andreas og Sune Gylling Æbelø: De fortabte sønner, Lindhardt og Ringhof, august 2024, 294 sider.