”Jeg har aldrig kendt min far. Det eneste, jeg ved om ham, er, at han har levet engang, og at han fik min mor så langt ud, at hun stak ham ihjel med en køkkenkniv.” Jef bor sammen med sin mor og sin stærkt handicappede søster Iene. Deres fredelige sameksistens trues dog af morens kæreste, Harry. Jef vil gøre hvad som helst for at holde fast i de vante rutiner. Men Harry er ikke så nem at få ud, så Jef er ved at drukne i frustrationer.

Heldigvis har han sin ven Süleyman, som han kan lade det hele gå ud over. De stener rundt i den hollandske betonghetto, men især er boligkompleksets skralderum et yndet opholdssted. Her sidder de og fortæller løgnehistorier, lige indtil stanken en dag bliver for slem. Hvorfor stanken pludsligt skifter karakter og hvilken klemme Jef får på Süleyman, skal ikke afsløres her – det må du selv læse dig til.

Bogen handler om Jefs frustrationer i skiftet fra dreng til teenager. Jef ønsker, at alt skal fortsætte som det altid har været, men det kan naturligvis ikke lade sig gøre. Undervejs bliver der taget fat i forskellige problematikker som handicappede, nye forældre og en gryende seksualitet. Det hele er krydret af en god portion bizarre elementer. Foreksempel er opgangen en analogi til samfundet, de fineste bor på de første etager, mens forholdene bliver dårligere og dårligere jo højere man kommer op. På Süleymans etage bor der ligefrem folk på gangene.

Generelt er læseoplevelsen dog noget træg, hvilket både skyldes, at bogen har et begrænset antal spændingselementer og at bogens sproglige flow ikke er optimalt. Det sidste kan muligvis skyldes oversættelsen eller forfatterens sætningsopbygning. Bogens styrke derimod er, at den tør tage fat i nogle problematikker som andre forfattere ikke vil røre med en ildtang. Jeg har selv en lettere handicappet lillebror, så det er forløsende at læse en roman, der tør tage fat i både de gode og de dårlige sider ved at have handicappede, som en del af sit liv.

Do Van Ranst, Mødre er farlige med knive, Turbine, Målgruppe 12+, 173 sider, 2010, Oversat af Aino Roscher.