I 1600-tallet får en soldat et stykke jord i Østerbotten i Finland, dengang en del af det svenske stormagtsrige. Det var normal praksis at soldater efter udstået tjeneste blev belønnet med en lille lod jord, de kunne opdyrke og leve af.

Her grundlægger han gården Nevabacka i et område med få gårde, store skove og tæt på Huldremosen. Her skal han og hans slægt i de kommende århundreder leve af skoven og jorden, kæmpe mod uvejr og hungersnød, mod krige og epidemier. Og forsøge at finde den rette balance og leve side om side med skoven og mosens oprindelige beboere.

Arvejord følger en slægt i en øde egn igennem 400 år. Det er nedslag i et barskt liv, der helt op til vores tid ofte var på kanten af overlevelse – men også historier om lidenskabelig kærlighed, venskaber og tro. Tider skifter og sæder mildnes, som man siger, og hver generation har sit at kæmpe med og sine chancer for et bedre liv.

Her er drømmere og praktikere, milde mænd & kvinder og barske skæbner. Alle lever de tæt på den omgivende natur. Nogen forsøger at tæmme den, andre at være venner med det uforståelige, der gemte sig i moser og skove før drænrør og maskiner åd sig ind på den oprindelige natur. Fra dengang man lagde sin skæbne i guds hænder (og gav lidt til nissen når præsten ikke så det), til oplysning, videnskab og effektiv og brutal skovdrift.

Arvejord er fuld af naturbeskrivelser fra det smukke og myggeplagede Finland, tilsætter fortællingerne lidt romantik og overtro, men forfalder heldigvis ikke til rosenrøde beskrivelser af livet i skovene. Turtschaninoff kan skrive, så man kan se tågerne over mosen, smage skovjordbærene og høre spætten – men hun giver også menneskerne deres egen plads og deres egen tid, uden fordømmelse eller moderne moraliseren.

Maria Turtschaninoff: Arvejord. 351 sider, alpha forlag. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild, udkom 11. juni 2024