Stine har det hele. Spændende job, skønne børn, en ambitiøs mand og alt alt for travlt. Altid på vej fra det ene sted til det andet. Hun trænger til at fare vild. Bare en lille smule.

Hun skriver i sin notesbog: ”Endeløs udsigt = horisont. En skov, hvori det er muligt at fare vild. Frihed – eller følelsen deraf. Lidt ensomhed.”

Men hvordan finder man det i indre København?

Stine Ellerbæk er journalist. Hendes mand er en berømt musiker og hun bruger derfor ret mange kræfter på at holde sig selv og familien ude af rampelyset. Hun skærmer børnene, men har mest af alt lyst til at sætte dem fri.

Løsningen bliver at flytte hele familien til Thy – til det forblæste Vesterhav, med højt til himlen, friskole, morgensang, frihed og skov at fare vild i. Det burde være drømmen og er det i perioder også. Men det er også langt fra netværket, fra byen, jobmuligheder og alt hvad der ellers følger med. Men her er vand, sol, blæst, hav, stilhed og en rastløshed der ender med at punktere drømmen. For hvad finder man egentlig, når man sådan rigtig skal finde sig selv?

Stine Ellerbæk skriver først og fremmest om sig selv og selvom jeg ikke har meget tilfælles med Stine, så skriver hun også ret meget om mig. Sådan føles det at læse bogen, for man kan genkende mange af de tanker som hun deler ud af. Drømmene, tvivlen, savnet og ensomheden.

Stine har brugt så lang tid på at passe på, holde om og skærme – at når hun piller plankeværket ned og lukker os lige ind hvor det gør ondt, får man bare lyst til at give hende et kram og sige pas nu på dig selv i alt det her.

Men hun giver slip på næsten alt, før hun passer på sig selv igen. Og også det er forunderligt genkendeligt.

En skov at fare vild i er en vigtig og vedkommende roman om kærlighed og krise og den evige jagt på livets mening og en higen efter at lande det helt rigtige sted i tilværelsen. Også selv om det sted ikke altid er der, hvor man troede det var.

Stine Ellerbæk, En skov at fare vild i, Gutkind, 177 sider, 2024