Sikke en perle! Den dag Nils Vik døde er noget af det bedste og mest helstøbte, jeg har læst i år. På en meget fin og nænsom måde, men med et sprogligt overskud, får vi den meget rørende fortælling om Nils Viks sidste dag her på jorden.

Det kan umiddelbart synes hårdt og tungt, at det skal handle om døden, og den realitet at vi alle skal herfra en dag, men Frode Grytten formår at skrive en livsbekræftende historie frem. På de kun 164 sider hører vi om livslang kærlighed, en glæde ved det almindelige, og dertil hvor livsopretholdende vores relationer til andre er på både godt og ondt.

Nils Vik står op en dag og ved, at det er hans sidste. Han gør alt det, han plejer. Han gør alt en sidste gang, inden han går ned til vandet og ombord i sin båd. Han stævner ud fra de levendes land og sejler mod de dødes. Ombord på båden er hans hund Luna, og på deres færd støder de to på gamle kendinge, som står på bredden og ved anløbsbroer og byder Nils velkommen ind i de dødes rige. På sejlturen får vi fornemmelsen af, at Nils’ tid går i stå, samtidig med at vi introduceres for personer, som har spillet en rolle i Nils’ liv, og hans liv fremskrives baglæns, mens han selv bevæger sig frem mod enden.

Med meget få ord bliver de forskellige karakterer skrevet frem, så man næsten kan se dem springe ud af bogens sider, det er meget stærkt. Vigtigt er det også at få med, at det ikke kun er rosende og flatterende ord, som personerne får med på vejen. Vi hører om relationer, som har været udfordrende og hårde, som både har bidraget til glæde og sorg, og det er en vigtig pointe, for der er ikke noget liv, der blot leves sort eller hvidt, – livet er netop alt muligt der indimellem.

Jeg kom til at holde meget af Nils Vik, ja hans tilgang til livet, et liv som for ham ikke behøvede de store armbevægelser, men hvor det var hverdagen, og de mennesker man var omgivet af, som var vigtigst ”Han var en mand der ikke brød sig om forandringer, han kunne ikke lide nye ting, han vidste ikke hvad han skulle med nye ting, han kunne lide det almindelige og gentagelsen, han kunne lide små bogstaver og hverdage.”

Und dig selv at læse denne helstøbte og livsbekræftende bog. Den er barmhjertig sørgmodig. Den har sat sig spor i mig, og jeg vil have Nils Vik med i mine tanker, når jeg hen over sommeren betræder de norske fjelde.

Frode Grytten, Den dag Nils Vik døde, oversat af Sara Kock, Turbine, 2024, 164 sider.