// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Marlen Hobrack: Schrödingers Grrrl
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Marlen Hobrack: Schrödingers Grrrl

Skrevet af den 4. september 2024 – 05:39Ingen kommentarer

Det kan være en udfordring at holde af en bog, når man hverken sympatiserer med eller forstår hovedpersonen. Det er netop tilfældet med Marlen Hobracks debutroman, Schrödingers Grrrl, som er blevet rost for sin humor og kritiske blik på litteraturverdenen, men som for mig også fremstår frustrerende og en anelse ufærdig.

Romanen handler om den unge kvinde Mara, som står midt i en personlig og økonomisk krise: arbejdsløshed, ubetalte regninger, et mislykket forsøg på at slå igennem som influencer, smådepressiv og en generel mangel på retning i livet. I et desperat forsøg på at finde mening lader Mara sig overtale til at udgive en bog, som er skrevet af en midaldrende mand. PR-agenten mener, at bogen vil få større succes, hvis den udgives af en ung kvinde som Mara, hvilket rejser en relevant kritik af den litterære verden.

Selvom romanen har et kritisk og humoristisk blik på litteraturen, er den også en fortælling om ensomhed og en fortabt sjæl, som ikke formår at tage stilling til livet. Mara går rundt i en tåge af håbløshed, og som læser får man lyst til at ruske i hende og forstå, hvordan hun er havnet dér, hvor hun er. Det frustrerende er, at det forbliver uklart. Mara fremstår både intelligent og reflekteret, men hendes handlinger, især i forhold til sociale medier, stemmer sjældent overens med hendes tanker. Man får aldrig en dybere forståelse af, hvorfor hun er droppet ud af folkeskolen fra den ene dag til den anden, til trods for topkarakterer, og hvad der driver hendes adfærd. Denne mangel på sammenhæng mellem Maras indre og ydre liv gør hende til en utroværdig og svært forståelig karakter.

Schrödingers Grrrl rejser interessante spørgsmål om, hvordan vores sociale netværk – eller mangel på samme – former os, og hvor vigtigt det er at have nogen, der hjælper én på rette kurs i livet. Mara har desperat brug for en støttende hånd, men ingen i hendes omverden påtager sig denne rolle. Det er en stærk pointe om, hvordan social arv og opvækst påvirker os, og hvordan samfundet ofte svigter dem, der har mest brug for hjælp. Maras ensomhed og tabte retning er et gribende portræt af en person, der er blevet overladt til sig selv, og det kunne have været en stærk roman, hvis disse elementer havde fået mere fokus.

Selvom Hobracks kritik af litteraturens snobberi, og hvor stor betydning vi pålægger forfatternes baggrund er relevant, bliver det også lidt indspist og svært tilgængeligt for dem, der ikke nødvendigvis er interesseret i det indre liv i litteraturbranchen. Romanen belyser, hvor meget vi lader os påvirke af forfatterens image, men hvis intentionen har været at kritisere den litterære verdens optagethed af autenticitet, så kunne det have været gjort skarpere og mere kortfattet.

Romanen skal dog anerkendes for den samtale den sætter i gang, og den egner sig derfor godt til en bogklub, hvor man kan diskutere og udfolde de emner, men også huller, som jeg synes den har. Schrödingers Grrrl en roman, der appellerer til dem, der elsker at dykke ned i litteraturens kulturelle diskussioner, men som samtidig kan føles frustrerende for læsere, der søger en dybere forståelse af karakterens indre liv. Det er en bog, der skildrer, hvor svært det kan være at finde sin vej, men den gør det på en måde, der efterlader mig med et ønske om mere sammenhæng og indsigt.

Marlen Hobrack: Schrödingers Grrrl, oversat af Ditte Engels Hermansen, Falco, 330 sider, august 2024

Der er lukket for kommentarer.