// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » David Goggins: Aldrig i mål
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi, Konkurrence, Livsstil, Sport, Videnskab

David Goggins: Aldrig i mål

Skrevet af den 12. august 2024 – 05:36Ingen kommentarer

Det her er IKKE en selvhjælpsbog. Det er ikke alene min konklusion men også et løfte givet af forfatteren, der selv er træt af den overflod af ligegyldige og ubrugelige selvhjælpsbøger, folk stadig sætter deres lid til for at opnå enhver form for succes i livet. I stedet er dette et los i r…. til alle os, der på et eller flere tidspunkter i vores liv har haft rigtig godt og grundigt ondt af os selv.

Og til alle de stakler, der på sociale medier spejler deres eget værd i en suppe af indholdsløse og højtråbende selvudnævnte kendisser, er det samtidig et ’wake-up call’ om at tage ansvar for deres eget liv og ikke lægge nogen som helst værdi i andet end dine egne resultater.

Bogen er vanvittigt interessant, fordi den holder, hvad den lover. Jeg har tidligere læst bøger eller historier om folk, der lover et og leverer noget andet. David Goggins leverer lige præcis det, han lover. At kun et unikt fåtal umiddelbart vil kunne identificere sig med hans tilgang til stort set alle udfordringer i livet er en udfordring. Men det er en udfordring, han selv giver opskriften på, hvordan du skal tackle.

I hans fortælling indgår stort set alle de business buzzwords, som enhver effektiv medarbejder elsker at hade, men han bruger dem helt anderledes, end vi normalt ser det. Når han eksempelvis forklarer om fokus, så er det ikke som en eller anden våd drøm fra en DJØF’er, men derimod en præcis og nærmest kirurgisk afpilning af din egen sårbarhed. Følger du hans nærmest umenneskelige råd om, hvor du i pressede situationer bør lægge dit fokus, så er du sikret en helt anden oplevelse af dit eget værd og dine egne præstationer. Og jeg tør næsten også garantere dig, at du opnår mere succes.

Goggins har gennemgået verdens værste ekstremkonkurrencer samt optagelsesprøven til Navy SEALS og meget, meget mere. Han har haft flere skader, end de fleste. Og han har fejlet flere gange end nogen anden. Men hans tilgang er i dag ikke, at han fejler. Det var blot første eller andet forsøg. Og han har aldrig mislykket med noget som helst, som han ikke har draget masser af læring af. Den tilgang er helt igennem fabelagtig. Og det er et mindset, vi er mange, der kunne have stor glæde af at gøre brug af.

Og jeg gentager. ”Aldrig i mål” er absolut IKKE en selvhjælpsbog. Men du kan til gengæld lære en masse mentale tricks af forfatteren. Dem får du ved hans mange oplevelser og de eksempler, han giver på den måde, han har opnået sin succes.

Jeg kan godt forstå, hvis du synes, det lyder lidt amerikansk i den mere klichéagtige forstand. Og der er også noget ’gung ho’ over hans tilgang til livet. Men du kan gradbøje de udfordringer, hvor du vælger at bruge hans mindset. Og det gør bogen til et slags universalt værktøj – og jeg har tænkt mig at bruge flere af dem.

David Goggins: ”Aldrig i mål”, Forlaget Memoris, 340 sider, på dansk ved Anders Ryehauge, udkom maj, 2024

Læs også:
Anders Hansen: Hjernestærk – Sådan styrker du din hjerne med motion og træning

Thomas Rathsack: Dødemandsbugten

Howard E. Wasdin & Stephen Templin: SEAL Team Six

Der er lukket for kommentarer.