Hvad sker der, når man samler tre generationer af piger i et sommerhus? Det er det, Monika Isakstuen har skrevet en meget vellykket roman om. For lige så idyllisk og skønt det kan synes at lyde at være samlet familiemæssigt i et sommerhus, lige så klaustrofobisk, omklamrende og giftigt kan det ende med at blive.

En mor er med sine to piger taget med sin egen mor (mormor) i sommerhus. Et hus som har været i familien i generationer, hvorfor der også er opbygget og nedarvet et hav af regler og forventninger til, hvordan et besøg i huset skal og bør være. Pigerne har da heller ikke været længe i huset, førend konflikterne og skjulte forventninger lurer rundt i hver en krog af huset. Hvem skal sove hvor? Hvornår skal der bades? Hvornår skal der spises? Ja, hvilken vej er den rigtige at gå til vandet?

Mormor og mor kender til alle disse indforståede og uskrevne regler, men det gør de to små piger ikke, og pludselig befinder moren sig i saksen mellem sin egen mor og sine piger, hvem skal hun føje? Hun begynder stille og roligt at se på reglerne og normerne, for hvordan er de kommet til verden, er de blevet udfordret før, og skal hun nu med sine små piger næsten som medskyldige begynde at prikke til det, som ellers har syntes at have fungeret fint indtil nu?

Romanen er skrevet i et meget poetisk og lyrisk sprog, og bogens opsætning bevirker også, at man skal give sig tid til at læse, for der siges så meget mellem linjerne og i pauserne. Man befinder sig i en situation i en linje og i en helt anden i den næste og samtidig hænger de sammen.

Man bliver vitterligt ramt af ordene, og man kan næsten høre og fornemme, hvordan ordene falder, nogle gange som torden, nogle gange som forargelse og nogle gange med kærlighed i stemmen. Og vi ved jo alle, at der er den rigtig måde at sige undskyld på, og kun den ene måde kan bevirke, at man får en chance mere: ”For hvis jeg opfører mig pænt og siger – undskyld – på den rigtige måde, mildt og varmt – sådan at det virker ægte – så får jeg hendes udstrakte arme – som betyder du er tilgivet – for denne gang” Denne vekslen mellem kærlighed og foragt er rigtig fint skrevet frem, jeg blev i hvert fald som læser ramt af nogle af ordene, for der var en vis genklang i dem, og det er jo det god litteratur kan.

Monika Isakstuen, De små piger, oversat af Karen Fastrup, Turbine, 2024, 244 sider.