Den engelske forfatter Mary Shelley (1797-1851) kan om nogen mane monstre frem. Først i den berømte science-fiction roman, hvor den unge videnskabsmand Victor Frankenstein skaber en monstrøs skabning, samlet af legemsdele fra blandt andet fra hans afdøde mor.

Dernæst i nærværende, mere ukendte roman “Matilda”, som er Shelleys anden bog, der nu, for første gang udkommer på dansk som en del af Gyldendals Lunar-serie – en ny serie for litteraturhistoriens mørke klassikere.

Og mørk og grufuld er “Matilda”, hvor vi møder romanens fortæller og hovedperson, da hun som 20-årig ligger for døden. På kanten af livets alt for tidlige slutning, beslutter hun sig for at skrive, bekende sin historie, som fortælles i form af foruroligende flashbacks.

Hendes mor dør i barselssengen, og hendes far rejser væk i dyb sorg. Så Matilda opdrages af sin bryske, følelseskolde tante, isoleret på et gods i Skotland. Her længes Matilda inderligt efter sin fars kærlighed og nærhed.

Da Matilda fylder 16 vender hendes far pludselig tilbage, og den unge piges lykke er gjort. Vi følger deres smukke, lykkelige stunder sammen, men snart ændrer faderen karakter. Fra støttende og kærlig til dominerende og kontrollerende. Monsteret er ved at tage form.

Fuldstændig som Edgar Allan Poe, mestrer Shelley at mane stigende uro og uhygge frem. Raffineret sættes de meget smukke naturbeskrivelser i skræmmende kontrast til den mørke menneskelige natur. Kontrasterne er et genialt greb, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på os – for kan der virkelig være et grumt monster midt i den smukke natur? Kan vores nærmeste være dem, der vil skade os? Uhyggen gør det næsten ulideligt at læse videre, for vi ved, at katastrofen venter forude.

Hvor Frankensteins monster er blevet et ikonisk symbol på, hvor galt det kan gå, når videnskaben tilsidesætter al etik, så er Matilda fortællingen om dyb krænkelse og uskyldstab, og den er noget af det mest uhyggelige, jeg længe har læst. Her findes monsteret blandt vores allertætteste. Blandt dem, der burde passe på os og beskytte os. Monsteret under sengen, som alle børn frygter, materialiserer sig på den mest grufulde vis i Shelleys fremragende roman.

Som Cecilie Lind skriver i sit fine efterord til romanen, så er “Matilda den mest brutale og perverse roman om uskyldstab jeg har læst. Og den skønneste”.

Jeg kunne ikke være mere enig.

Så selvom romanen er skrevet for flere hundrede år siden, er den desværre stadig uhyggeligt aktuel. Den giver modigt den krænkede en stærk stemme, som sætter sig fast i hjernebarken i dagevis.

Værket blev aldrig udgivet i Shelleys egen levetid. Først i 1959 så bogen dagens lys. Tak til Gyldendal for endelig at udgive den på dansk.

Merry Shelley, Matilda, Gyldendal, 164 sider, April 2024, oversat til dansk af Birgitte Steffen Nielsen.