Olga Tokarczuk: Empusion
Jeg har det blandet med nobelprisen i litteratur. Nogle gange går den til nogle lidt mærkelige forfattere, der hurtigt er glemt, og andre gange til absolut verdensklasselitteratur der bør læses i århundreder. Olga Tokarczuk hører til i sidste kategori, og heldigvis er hun ikke holdt op med at skrive mesterværker efter at hun vandt nobelprisen. Det er Empusion beviset på.
Scenen sættes i en lille landsby i bjergene i 1913. Det er tuberkulosens storhedstid, og mere eller mindre velhavende unge mænd og kvinder valfarter i tusindvis til sanatorier i bjergene for at blive helbredt for den kockske bacille, som man inden opdagelsen af antibiotika ikke havde nogen effektiv kur i mod (Robert Koch var den tyske læge, der opdagede tuberkulosebakterien i slutningen af 1800-tallet (og i øvrigt også nobelpristager, dog i medicin).
Landsbyen Görbersdorf i Silesien ligger i dag i Polen og hedder Sokolowsko, men i 1913 var den en del af det tyske kejserrige – og en berømt europæisk kurby med et sanatorie, der var forbilledet for sanatoriet i Thomas Manns Trolddomsbjerget. Hertil kommer Mieczylaw Wojnicz, en ung ingeniørstuderende, for at nyde godt af bjergluften og behandlingen.
Han indlogeres på et logi med andre tuberkuløse mænd, der samles hver aften for at drikke spiritus (mod lægens ordre!) og for at diskutere politik, livet – og kvinder. De forstår sig ikke på noget af det, men drikkende og debatterende går de mod deres undergang. For snart begynder det at krible på loftet og suse omkring hjørnerne, for er der andet end tuberkulosen, der slår byens beboere og gæster ihjel?
Empusion er opsigtsvækkende og smuk. Urovækkende og mystisk, og alligevel vanvittig aktuel. De lidt tåbelige mænd udleverer ikke kun sig selv og deres tid i deres debatter, men også hele forestillingen om civilisationen og menneskets overlegenhed. For mens lægerne ordinerer kolde bade og vandreture i den sidste sommer før verdenskrigen flår Europa og dets fremskridtstro fra hinanden, kryber skovene og bjergene tættere på….
Det er kultur og natur med og mod hinanden, det er den sidste sommer inden undergangen på så mange forskellige planer og det er djævelsk og vidunderligt og en af den slags romaner, man virkelig bare må anbefale!
Olga Tokarczuk: Empusion. 350 sider, Gyldendal. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, udkom 20. marts 2024