Rent temamæssigt skriver digtsamlingen FARFEDT sig direkte ind i tidens klasselitteratur, som vi kender den fra fx Glenn Bech, Thomas Korsgaard, Yahya Hassan og franske Eduard Louis.

I FARFEDT skildres livet i underdanmark fra en kontanthjælpsmodtagers smerteligt vigtige og desværre alt for sjældne synspunkt. Og det er barsk læsning.

Jegpersonen bor i Vordingborg på Sydsjælland. Han er vokset op uden en far, er ordblind, og formår ikke at leve op til de mange krav, der stilles til ham fra samfundets institutioner. Savnet til især faderen er et gennemgående tema. Et savn, der får lov til at fylde og vokse i mangel af nærhed. Et savn, som fylder ensomhedens, fattigdommens, frustrationernes og svigtets endeløse hul. Det understreges yderligere af de dystre sprogroser såsom grådpøl, farbløder, spytguirlander, fedtkvalt, fedtsavn, løgntunge og selvsagt farfedt.

Sproget er splintret for at spejle jegets opløsning og ordblindhed. Der er stavefejl og talefejl, som begge understreger ordblindheden, og det traume, den er for jeget. Og den magtesløshed det medfører at falde udenfor det normative fællesskab af kernefamilie og succesfuld skolegang. Endnu en sten i hans bagage af de uformåendes åg. Et stærkt poetisk greb, der lader os læse, og dermed opleve, en magtesløs tilstand.

“Hvorfor vil du ik se mig / (…) / du må gør noget far / du må øjenfavn / nej omfavn mig / du må kom frem fra der / hvor du sover / fra dit hudhul / fra der hvor du gnaver / fra det lille sorte i baghovedet / fra der hvor du åd dig fast / da du ik duk op / fra grådkvalt / nej fedtkvalt lille sted / mit fedtsavn / nej farsavn / jeg vil se dig / jeg vil vise vise dig hvordan jeg r blevet / hvordan jeg r blevet / hvordan jeg r /”(…).”

Selvom sproget knækkes, og falder fra hinanden, fastholdes vi hele tiden af dets konstante fremdrift, og vi får et stærk indblik i et jeg, der forsøger at holde fast i sig selv på trods af alle de modsatrettede følelser.

Jeg er rørt over den sårbarhed og skrøbelighed, som digtsamlingen lægger for dagen. Og selvom det er anstrengende, ja næsten irriterende, at det ordblinde jeg skriver “r” i steder for “er” og “1” fremfor “en/et”, så slår det mig, at det netop er det, den skal. Irritere os. Vække os. Skrabe vedholdende i perfektionen, skrive ned i såret og sårbarheden. Mane til smertelig eftertænksomhed. Og det er stærkt.

Stemmen fra underdanmark er vigtig. Og man kunne foreslå denne digtsamling som pensum i gymnasierne. Den ville være et interessant sammenlignende studie med fx Yahya Hassan, som der sendes mange litterære hilsner til.

Jonas Reppel, FARFEDT, Antipyrine 2022. Siderne er unummererede.