// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ditte Holm Bro, Mia Degner, Liv Nimand Duvå, Kirstine Reffstrup og Julie Sten-Knudsen: Moderelementet
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Antologi

Ditte Holm Bro, Mia Degner, Liv Nimand Duvå, Kirstine Reffstrup og Julie Sten-Knudsen: Moderelementet

Skrevet af den 9. juli 2024 – 06:23Ingen kommentarer

I litteraturen og i den offentlige debat har moderskabet, kønsdebatten og omsorg fyldt meget, og antologien Moderelementet skriver sig ind i den samfundsdebat. Redaktionen har valgt et bredt udsnit af tekster, som på hver deres måde tapper ind i debatten om, hvordan man skal være / kan være mor, hvor også de forbudte tanker og følelser får ord og bliver sagt højt.

Bogen er en mosaik af tekster, som man kan læse slavisk fra begyndelse til ende, men det er også helt tilladt at lave nedslag og læse, som man lyster. Måske får man kendskab til en lidt ’glemt’ forfatter, da de udvalgte tekster er fra perioden 1895 – 2014, hvor hvert bidrag indledes med en lille introduktion til forfatteren og den situation, som den udvalgte tekst er skrevet ind i. Dertil er der interviews eller nyskrevne svar på spørgsmål om omsorg og fællesskab fra 15 aktuelle forfattere, som giver et meget godt break i læsningen, men som også er med til at føre os tilbage til vores egen hverdag her og nu.

Selve titlen Moderelementet synes næsten at være hentet fra en science fiction-film eller bog, – dette element som kommer udefra og vender alt det kendte 180grader. Det er netop, hvad de valgte tekster gør, de vender tingene på hovedet og giver moderen taletid og taleret. Fokus er netop på moderrollen, og det ikke bare når barnet er født, men også før og under en graviditet. Hvad skal der til, for at dette barn faktisk kommer til verden? Og hvad gør jeg, hvis barnet fødes med funktionsnedsættelse, kan jeg, må jeg så frasige mig det? Kan jeg slå det ihjel? Hvori ligger min moderrolle?

Det er stærke tekster, der er udvalgt og befriende at få sat ord på noget af alt det, vi ikke må tænke eller føle om det at være mor. I disse tekster får moderen ordet, og hun fortæller også om alt det ikke stuerene, og det som ikke er pænt. Dertil var det spændende at høre ældre forfatterstemmer, som desværre, synes man næsten at sige, også er vigtige i dag, for hvor har vi i sidste ende ikke flyttet os ret langt i vores forventning, omsorg og fællesskaber, når det handler om det at være mor – at give liv.

Hvis man er optaget af samfundsdebatten og godt kan lide god litteratur, så er der meget at hente i antologien, og den kan være en indgang til at få kendskab til forfattere, som måske er gået lidt i glemmebogen. Bogen vil også egne sig til studiegruppen eller debatgruppen, hvor jeg tænker den kunne være interessant at læse sammen med Emma Holtens Underskud, om værdien af omsorg.

Moderelementet, antologi, redigeret af Liv Duvå, Kirstine Reffstrup, Ditte Holm Bro, Mia Degner og Julie Sten-Knudsen, Gutkind, 2024, 304 sider.

Der er lukket for kommentarer.