”Engang troede jeg, at livet var som en bog, hvor man slår op på første side, og så følger den næste side og den næste side helt af sig selv, indtil man når til den sidste.”

Sådan lyder det på første side af Ueno station, parkudgangen, og hvis det er sådan, man tror, livet udspiller sig, ja så bliver man overrasket og overrumplet, når man erfarer, at livet er brutalt. At livet udspiller sig i et virvar af medgang og modgang og glæde og sorg i en stor sammenblanding uden start og slut.

Vi befinder os inde midt i Tokyo ved Ueno station, hvor den nærliggende park er hjemsted for byens hjemløse, som bor i deres interimistiske telte. De klarer sig for det lidt, de nu kan finde og sælge, men er ellers usynlige for den almindelige beboer i byen. Dog er der overvågning af dem, for de skal gemmes væk, når kejseren kommer på besøg, eller når hele verdens bevågenhed kommer på Tokyo, fordi man ønsker OL værtskabet.

Her i parken ender bogens hovedperson Kazu også med at bo, og igennem mange spring i tid og sted bliver hans livshistorie og skæbne fortalt. Han kommer fra en mindre by, hvor han er blevet gift og har fået to børn. Han flytter til storbyen i håbet om og med drømmen om at tjene penge, så familien kan klare sig godt. Det har dog store menneskelige omkostninger at forlade sine elskede, for hvad lever man for, når man pludselig er så langt væk fra familien?

Yu Miris bog stiller skarpt på de klasseskel der findes i Japan, og det gøres meget eksplicit, når vi hører om, at parken skal rømmes for alle hjemløse, fordi kejseren kommer forbi. Dertil er der en forbilledlig fremstilling af, hvordan de hjemløse er usynlige, men alligevel kommer til at bære vidnesbyrd for de forkælede udfordringer og problemer, som de rige og velbemidlede har.

Ueno station, parkudgangen er en vigtig bog til forståelse af, hvad det er for et Japan, vi har med at gøre. Et Japan hvor der er klasseskel, og hvor de mennesker, der oftest ikke får taletid, kommer til orde. Med bogen gives ordet til dem, som lider på samfundets bund, de udstødte og dem de andre ikke vil lege med.

Bogen er ikke nødvendigvis let at læse, for der springes meget i tid og sted, og dertil er der kulturelle traditioner, som er meget anderledes end det, vi kender fra en vestlig tradition. Det er en vigtig bog i forhold til at forstå sig selv i en globaliseret verden, hvor vejen til Japan er blevet meget kortere, end den har været før.

Yu Miri, Ueno station, parkudgangen, oversat af Mette Holm, Forlaget Korridor, 2024, 173 sider.